
For virksomhederne er de såkaldte positivlister et konkret og afgørende redskab til at rekruttere nye chauffører i en branche, hvor behovet for arbejdskraft fortsat er stort. Hovedparten af de nye chauffører, der kommer ind i branchen gennem opkvalificering, kommer netop via den nationale positivliste.
Det er samtidig vigtigt at slå fast, at det ikke er kommet af sig selv. Da buschaufføruddannelsen kom under pres på de regionale positivlister, gik Dansk PersonTransport aktivt ind i sagen. Vi samlede en bred alliance på tværs af arbejdsgivere, fagbevægelse, uddannelsesinstitutioner og trafikselskaber for at dokumentere branchens reelle behov og lægge pres på, for at persontransportuddannelserne fortsat skulle være en del af de redskaber, der bruges til at få flere ind i branchen.
“Det her gør en reel forskel for vores medlemmer. Når persontransportuddannelserne fortsat er med på den nationale positivliste, er det med til at holde døren åben for flere nye chauffører til en branche, der har brug for dem. Vi har arbejdet målrettet for at få det her budskab igennem, og vi fortsætter indsatsen, så medlemmerne også fremover har de bedst mulige muligheder for at rekruttere,” siger Michael Nielsen, administrerende direktør i Dansk PersonTransport.
At uddannelserne er fastholdt på den nationale positivliste er vigtigt, men arbejdet stopper ikke her. De regionale positivlister er stadig et vigtigt supplement, fordi de giver jobcentrene flere muligheder for at få ledige ind i relevante uddannelsesforløb. Hvis de regionale lister svækkes, bliver rekrutteringsgrundlaget også smallere.
Derfor fortsætter Dansk PersonTransport indsatsen. Målet er klart: både den nationale og de regionale positivlister skal understøtte medlemmernes adgang til arbejdskraft og give branchen de bedst mulige forudsætninger for at rekruttere nye chauffører.
Se hele den nationale positivliste her.
Læs mere om DPT’s indsats for de regionale positivlister her