12.02.2026

Bred alliance: Buschaufføruddannelsen skal tilbage på positivlisterne

Dansk PersonTransport og en bred kreds af aktører advarer om, at rekrutteringen bliver svækket, hvis buschaufføruddannelsen fjernes fra de regionale positivlister. Det kan i sidste ende gå ud over den kollektive transport.


Dansk PersonTransport har sammen med en bred alliance sendt en fælles indsigelse til de Regionale Beskæftigelsesråd (RBR) og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) om de regionale positivlister. Baggrunden er, at buschaufføruddannelsen står til at blive fjernet fra samtlige regionale positivlister, og i den fælles indsigelse opfordrer vi kraftigt til, at området genplaceres på listerne.

Det står til at ske, selvom behovet for buschauffører er tydeligt. Branchen står over for en akut og vedvarende mangel på buschauffører. Dansk PersonTransports egne data peger på en national mangel på mindst 700 chauffører i 2026.

De regionale positivlister er et af de centrale værktøjer til at få ledige hurtigt i job gennem målrettet opkvalificering. Når buschaufføruddannelsen ikke fremgår, bliver det sværere for jobcentrene at sende ledige i en retning, hvor der faktisk er ledige stillinger. Det øger risikoen for vakancer og mere sårbar drift – og i sidste ende kan det få konsekvenser for den kollektive transport og mobiliteten i hele landet.

“Persontransport er velfærd i hverdagen, og den afhænger af, at vi kan rekruttere chauffører. Når en så bred alliance siger fra, er det fordi, at behovet er dokumenteret og presserende. Derfor giver det ikke mening at fjerne buschaufføruddannelsen fra positivlisterne,” siger erhvervspolitisk seniorkonsulent i Dansk PersonTransport, Alexander Höilund.

Indsigelsen er sendt på vegne af en alliance, der spænder fra busoperatører, trafikselskaber og arbejdsgiverorganisationer til uddannelsesinstitutioner og faglige organisationer. Ifølge Dansk PersonTransport understreger bredden, at der er tale om en fælles og veldokumenteret udfordring, som bør afspejle sig i positivlisterne.

Den fælles alliance opfordrer derfor de regionale beskæftigelsesråd til at genoverveje beslutningen og sikre, at positivlisterne fortsat understøtter rekruttering til et samfundskritisk jobområde.

Samtidig arbejder Dansk PersonTransport for et mere præcist billede af rekrutteringsbehovet på tværs af hele persontransporten. Vores erfaring er, at de nuværende opgørelsesmetoder ikke altid fanger den faktiske mangel. Målet er et stærkere datagrundlag, så beslutninger om positivlister og opkvalificering i højere grad rammer dér, hvor manglen er størst.
Vi følger udviklingen tæt og vil løbende i vores dialog myndighederne gøre opmærksom på behovene på tværs af bus, taxi og flex.