Taxikørsel

|24.01.2019

Nye hurtigladere til Københavns eltaxier

Den grønne omstilling af taxiområdet er et emne, der med jævne mellemrum er genstand for debat. Nu åbner energiselskabet E.ON seks nye hurtigladestationer i København. Samtidig forventer Dantaxi 4x48 at have 10 Teslaer i drift i løbet af februar.


Københavns nye hurtigladestationer vil kunne sætte strøm til flere taxier, og beliggenhederne er nøje udvalgt i samarbejde med taxibranchen. På den måde kan taxierne lade op, mens de venter på kunder.

”Den grønne omstilling af taxibranchen er et af de vigtigste områder at tage fat på. En taxi kører omkring otte gange så meget, som en privatbilist, så når en benzindrevet taxi udskiftes med en eldrevet taxi, er gevinsten på miljø- og klimaregnskabet også otte gange større,” forklarer Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON, der står bag Danmarks største ladenetværk på mere end 1.350 ladepunkter.

De nye hurtigladere er resultatet af et partnerskabsprojekt, som Region Hovedstaden har gennemført sammen med bl.a. Københavns Kommune, Københavns Lufthavn, E.ON, hoteller og taxibranchen.

”Vi ser et stort potentiale for bedre klima og renere luft ved grønne taxier. Elladere er en vigtig forudsætning, så det er godt, at de nu er at finde flere steder i København. Forhåbentlig vil store offentlige og private virksomheder efterspørge grønne taxier, så de kan blive et reelt valg, som alle kan få gavn af,” siger enhedschef i Region Hovedstaden Kåre Albrechtsen.

De nye hurtigladere er opsat på følgende beliggenheder og er tilgængelige for alle E.ONs elbilkunder og andre elbilister mod betaling:

Nyropsgade 30, 1780 København.
Dampfærgevej 30, 2100 København.
Copenhagen Marriott Hotel, Kalvebod Brygge 5, 1560 København.
Bella Sky, Center Blvd. 5, 2300 København.
Øster Allé 62, 2100 København.
Frederiksberg Bredegade, 2000 Frederiksberg.

Dantaxi 4×48 går forrest i grønne omstilling
For at skubbe den grønne omstilling af taxiområdet i gang har Dantaxi 4×48 nu tilføjet 10 Teslaer til deres portefølje, som skal benyttes til taxikørsel. Disse eltaxier forventes at blive sat i drift i løbet af februar. “Vi synes, at taxiselskaberne har et medansvar for at skabe en grøn omstilling sammen med vognmændene, bilproducenterne og politikerne, og vi føler at tiden er ved at være moden til at sætte strøm på taxaerne,” lyder det fra Rasmus Krochin Sørensen, kommunikationsansvarlig i Dantaxi 4×48.

Hos Dansk PersonTransport glæder man sig over Dantaxi 4×48’s tiltag og håber på, at andre virksomheder vil følge trop. “Vi er glade for initiativer som dette, der er med til gøre branchen grønnere. En mere miljøvenlig taxibranche vil på sigt være til gavn for alle samfundets parter,” lyder det fra Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport.

Også fra politikernes side bliver der taget affære. Blandt andet indgik et flertal i Folketinget for nylig en aftale om at tildele 300 grønne taxitilladelser for 2019 og 2020, hvilket forventes at træde i kraft den 1. juli 2019. Læs mere om aftalen her.

Meget tyder på, at den grønne omstilling falder på et tørt sted. I hvert fald hvis man lytter til konklusionen fra en ny undersøgelse af Det Økologiske Råd, der finder, at 79 % af danskerne ville vælge en eltaxi, hvis de fik mulighed for det. Læs hele undersøgelsen her.

Fakta om E.ON hurtigladestandere:

  • Har tre udtag: CCS, Mennekes type II og CHAdeMO
  • Har en kapacitet på 43 kW AC og 50 kW DC (afhængig af biltype) og kan lade to elbiler samtidigt (en AC og en DC)
  • Det tager 20-30 min. at lade batteriet op til 80 pct. (afhængig af batteristørrelse)
  • Al strøm i E.ONs offentlige ladenetværk kommer fra vedvarende energikilder