
I år var DPT vært for det Nordiske Busmøde. Den 3. september stod administrerende direktør, Michael Nielsen, derfor i spidsen for det nordiske møde, og dagen efter fortsatte dialogen med DPT’s søsterorganisationer fra Norge, Sverige, Finland og Island.
Et af de helt store emner var DPT’s arbejde med at styrke rammevilkårene i udbud og kontrakter. Her var der stor interesse fra de øvrige nordiske organisationer for vores arbejde med risikoanalyser af større udbud, hvor vi samler de væsentligste opmærksomhedspunkter og risici i udbudsmaterialet. Risikoanalyserne er en del af DPT’s bredere indsats for mere gennemsigtige vilkår og en mere rimelig fordeling af ansvar og risiko mellem trafikselskaber og operatører.
Selvkørende teknologi var også på dagsordenen. Her drøftede de nordiske organisationer blandt andet, hvordan teknologien kan integreres i den eksisterende kollektive trafik. Der blev desuden udvekslet erfaringer om udviklingen i kørslen med borgere med særlige transportbehov og om, hvad der bliver gjort i de forskellige nordiske lande for at sikre den bedst mulige kvalitet i flextrafikken.
Cabotage fyldte også i drøftelserne. Sverige har på det seneste oplevet langt flere østeuropæiske busser og ser nu mod Danmark, Norge og Island for at finde inspiration til, hvordan udviklingen kan håndteres.
For DPT er det nordiske samarbejde en vigtig måde at holde sig tæt på udviklingen i branchen. De nordiske markeder ligner på mange områder hinanden, men bevæger sig ikke nødvendigvis i samme tempo. Derfor giver dialogen et bredere billede af, hvad der er på vej, hvilke løsninger der virker, og hvor der er grund til at være opmærksom.