03.11.2022

“Kommunalpolitikerne skal forstå, at de ikke skal vælge at styrke den kollektive trafik for vores skyld. De skal gøre det for borgernes og også miljøets skyld.”

Danskerne kræver kollektiv transport. Det viser en ny undersøgelse foretaget for LB Forsikring, hvor størstedelen af de adspurgte mener, at "mere og bedre offentlig transport" er løsningen på klimabelastning og trængsel i trafikken.


Hos DPT har vi mange gode argumenter for at man skal prioritere den kollektive trafik i dansk politik: af hensyn til klimaet, af hensyn til forholdet mellem land og by, af hensyn til den trængsel der øges af det uafbrudt stigende antal personbiler og af hensyn til dem der har brug for professionel hjælp til mobilitet, er blot nogle af de tungtvejende argumenter.

En ny undersøgelse foretaget af LB Forsikring påpeger endnu en relevant pointe: Danskerne vil have mere og bedre kollektiv transport.

Den kollektive transport er faktisk danskernes favoritløsning på den store klimabelastning i trafikken. Desuden mener 61% også at mere og bedre offentlig transport er løsningen på den trængsel der kan opleves på de danske veje, hvor alternativet kan være dyre og omfattende udbygningsplaner for motorveje.

Med afsæt i den nye undersøgelse, er det svært at komme med modargumenter til prioritering og støtte til at flere skal rejse i flok og deles om de køretøjer der allerede er.

“Vores opfattelse i DPT er at politikerne skal gøre mere for målrettet at reducere eller helt fjerne biltrafikken i visse områder. Det er ikke en menneskeret at komme frem overalt med sin bil. Hvis man vil skabe områder og korridorer, hvor bilen forbydes adgang, og hvor de primære transportformer er bus, gang og cykel, vil det være en stor gevinst for byen, borgerne og sundheden” beskriver sektorchef Lasse Repsholt til magasinet Mobilitet.

 

Læs hele artiklen i seneste udgave af Mobilitet, her

For mere fakta og viden om kollektiv trafik, følg med på websitet Bus22+