FlixBus lancerer ny fjernbusrute
De nye regler for fjernbuskørsel er trådt i kraft, og hos FlixBus markeres dette med åbningen af en ny fjernbusrute fra Nakskov til København den 12. juli 2019.
12 juli 2019

Den 1. juli 2019 trådte nye regler for fjernbuskørsel i kraft, hvilket ændrer markedet for fjernbuskørsel markant. Nu er det rejsens længde, der er afgørende for tilladelsen til at køre fjernbuskørsel, modsat de tidligere regler, hvor rutens krydsning af trafikselskabernes administrative områder var afgørende.

FlixBus hurtige på aftrækkeren
Hos FlixBus tøves der ikke. Selskabet har allerede åbnet flere nye fjernbusruter og er nu klar med lanceringen af en ny rute fra Nakskov til København, som stopper i Maribo, Sakskøbing, Nykøbing Falster, Vordingborg og Næstved undervejs. Dermed forbinder ruten en masse passagerer fra Lolland, Falster og Sydsjælland til landets hovedstad og tilfører borgerne øget mobilitet, hvilket var lovændringens altoverskyggende formål.

FlixBus peger selv på, at drivkraften bag den nye rute har været at tilbyde passagererne et nemt og klimavenligt alternativ til de muligheder, der i øjeblikket eksisterer på markedet.

“Vi vil rigtig gerne tilbyde passagerer fra Lolland, Falster og Sydsjælland, at de også kan få en nem og klimavenlig måde at rejse på med FlixBus. Vi har nye busser med gode sæder, som man kan justere. Der er mulighed for at sidde og arbejde imens eller høre podcast, og der er WiFi og strømstik. Så man skal ikke være bange for at løbe tør for strøm på computeren eller telefonen,” siger Lotte Rystedt, presseansvarlig i FlixBus.

Dansk PersonTransport viste fanen ved rutens åbning
Dansk PersonTransport var, ligesom flere nyhedsmedier, til stede ved rutens åbning den 12. juni. Her holdte foreningens adm. direktør Michael Nielsen en tale, hvor han lovpriste den nye rute som symbol på bussens store evne til at binde landet sammen.

“Tillykke til FlixBus og borgerne med åbningen af ruten. Fjernbusserne har gennem de seneste år manifesteret sig som en væsentlig del af den kollektive trafik, og med de nye krav til fjernbuskørslen har vi kun set begyndelsen af hvad fjernbussen kan tilbyde borgerne af sammenhængende kollektiv trafik. For at fremme den kollektive trafik skal de rejsende have gode forhold, ikke kun undervejs, men også ved alle holdepladserne og skiftestationerne. Det har de mange steder, men visse steder lider fjernbusoperatørerne stadigvæk under miserable forhold – eksempelvis i København, hvor passagererne står af og på midt på en cykelsti. Det skal vi i fællesskab have forbedret, så fjernbuskørslen kan fortsætte sin vækst til gavn for de mange brugere, den kollektive trafik og i sidste ende klimaet,” lød det fra Michael Nielsen med henvisning til København, som umiddelbart først kan se frem til en fjernbusterminal i 2023.

De nye regler for fjernbuskørsel fastslår, at der minimum skal være 75 km mellem passagerernes på- og afstigning og tilsiger derudover, at fjernkørselsudbydere skal garantere mindst én returrejse dagligt 5 dage om ugen. Læs mere om de nye regler her.