Offentlig kørsel

|15.11.2019

DPT hos transportministeren: Grøn omstilling og buscabotage

Dansk PersonTransport var til møde hos transportminister Benny Engelbrecht, hvor parterne havde rig mulighed for at drøfte de aktuelle udfordringer i branchen. Her var særligt den grønne omstilling og problemerne med buscabotage på dagsordenen.


Landsformand John Bergholdt, næstformand Lars Larsen, vicedirektør Trine Wollenberg og direktør Michael Nielsen mødtes her til morgen med transportminister Benny Engelbrecht.

”Som forening havde vi to hovedområder, som vi gerne ville tale med Benny Engelbrecht om; det ene var naturligvis den grønne omstilling, og hvad det betyder for vores medlemmer i forhold til både bus og taxi. Det andet var social dumpning og buscabotage området. I forhold til cabotage understregede vi vigtigheden af opfølgningen af kontrol overfor ministeren, også selvom det hører under Justitsministeriet,” siger John Bergholdt, landsformand i Dansk PersonTransport.

Ved mødet kvitterede ministeren for branchens aktive indsats for grøn omstilling og anerkender, at det er en kompliceret proces, hvor branchen skal omstilles til nye drivmidler. Han var med til Dantaxis eltaxidag, og til det arrangement blev der naturligvis drøftet de problematikker, som der er for taxichaufførerne i forbindelse med implementeringen af eltaxier, eksempelvis manglen på ladestandere. Ministeren var selv klar over, at der er en reel problematik i den forbindelse.

”På busområdet drøftede vi også de nye, grønne tiltag, der vil komme. De store busforretninger er godt med, men vi skal også sørge for at få de mellemstore samt mindre forretninger med. Her var det blandt andet naturligt at nævne, at foreningen snart tager til Kina med netop disse vognmænd for at se på mulighederne for eldrift,” siger Michael Nielsen.

Benny Engelbrecht opfordrede desuden til, at Dansk PersonTransport aktivt bruger medlemskabet af regeringens klimapartnerskab for landtransport til at høste de lavthængende frugter og få de ideer igennem i samarbejde med de andre klimapartnere, der skaber synergi.

”Der skal tænkes kreativt i processen omkring klimapartnerskabet, og hvorvidt der er brug for nogle incitamenter til, at medlemmerne omstiller sig – som eksempelvis en stigende efterspørgsel hos kunderne efter grøn transport. Vi ved desuden, at der kommer forhandlinger i forhold til infrastrukturen til foråret, så der ville vi også gerne være med først fremme, og det er jeg sikker på, at vi fik understreget overfor ministeren,” siger Trine Wollenberg.

Læs mere om klimapartnerskabet her.