17.03.2026

Dansk PersonTransport samlede branchen til vellykket årsmøde i Vejle

Fredag den 13. marts 2026 samlede Dansk PersonTransport medlemmer, associerede medlemmer og samarbejdspartnere til et velbesøgt årsmøde på Munkebjerg Hotel i Vejle, hvor John Bergholt blev genvalgt som landsformand, og branchens vigtigste dagsordener blev sat til debat.


Dagen begyndte med udstillingen Persontransport 2026, hvor der var stor interesse for at høre nyt fra DPTs associerede medlemmer, som består af branchens leverandører – samt deltage i de mange lodtrækninger om præmier, der var på højkant hos udstillerne. Årsmødet bød også på generalforsamling og en beretning, der inkludererede indlæg om de centrale temaer i branchen netop nu.

John Bergholt blev genvalgt som landsformand for en ny toårig periode uden modkandidater. I beretningen pegede John på, at DPT i 2025 har arbejdet for at forbedre medlemmernes vilkår, så det kan mærkes i hverdagen. Han lagde vægt på, at persontransportbranchen arbejder i en virkelighed, hvor regler, vilkår og konkurrenceforhold hele tiden ændrer sig – og ikke nødvendigvis bliver fastlagt af nogen, der kender branchens hverdag indefra. Netop derfor er der brug for en forening, som tager fat, før problemerne vokser sig større.

Beretning i nyt format satte sektorerne i centrum
I stedet for den klassiske gennemgang blev beretningen i år foldet ud som en samtale mellem landsformand John Bergholt og sektorformændene på scenen. På tværs af sektorerne kredsede beretningen især om to hovedspor: Det ene er samarbejdet med myndigheder og aftaleparter om alt det, der skal fungere i praksis, f.eks. omkostningsindeks, udbud, grøn omstilling og rekruttering. Det andet er kampen for fair konkurrence, så seriøse virksomheder ikke bliver presset af smuthuller, gråzoner og manglende kontrol.

  • I rutesektoren gjorde Peter Lanng Nielsen det klart, at arbejdet med at få et retvisende omkostningsindeks fortsat er den absolut største prioritet og en af de mest alvorlige sager, som sektoren har været involveret i. Sektoren arbejder derfor videre for at få reguleringen af kontraktbetalingerne til at afspejle de reelle lønomkostninger bedre. Samtidig er der fokus på at få bedre styr på udbud og kontrakter, så det ikke bliver unødigt risikofyldt at drive virksomhed – blandt andet gennem DPT’s øgede fokus på risikoanalyser.
  • I offentlig kørsel var udgivelsen af et nyt specifikt indeks for flextrafik og specialkørsel et vigtigt fremskridt. Anders Larsen understregede dog, at arbejdet ikke stopper dér. Det afgørende bliver nu, om indekset faktisk bliver brugt i trafikselskaberne og kommunerne. Sektoren har derudover arbejdet med grøn omstilling, kørekortsregler og undtagelser i nulemissionszoner, men også med uddannelse, kontrol, chaufførsikkerhed og bedre udbudsvilkår, så man ikke vinder opgaver på at være uordentlig.
  • I taxisektoren var der frustration over, at evalueringen af taxiloven stadig ikke er foretaget og fulgt op af nødvendige politiske initiativer. Torben Kirketerp fortalte, at sektoren tidligt i processen udarbejdede 14 forslag til evalueringen og løbende har været i dialog med både minister og embedsmænd. Men i stedet for reel regelforenkling har sektoren brugt kræfter på at bremse forslag, der ville åbne for unfair konkurrence og et mere uigennemskueligt marked. Arbejdet fortsætter derfor med at presse på for en revision af taxiloven. Samtidig har sektoren haft fokus på gråzoner i markedet, f.eks. eksplosionen af såkaldte limousiner, der udfører taxiopgaver og ikke den repræsentationskørsel, som DPTs nye limousineudvalg udfører i tråd med lovgivningen. Der har i sektoren derfor været fokus på behovet for tydelige regler, der sikrer tryghed og fair konkurrence.
  • I turistsektoren var fair konkurrence et bærende tema. Lars Brøchner fremhævede bl.a., at Danmark i 2025 vandt cabotagesagen ved EU-Domstolen, hvilket fjerner usikkerheden om de danske regler for udenlandske bussers cabotagekørsel. Arbejdet fortsætter nu med fokus på kontrol og håndhævelse. Samtidig har sektoren arbejdet på at sikre, at revideringen af busloven ikke vil føre til unfair konkurrence, hvilket en ny vejledning bør garantere. Derudover har adgang til byerne og dermed også grøn omstilling været en prioritet for sektoren – herunder sikring af bedre rammer for adgang og parkering for turistbusser i byer som f.eks. København.

Årsmødet bød også på et indlæg fra Jørn Hedengran, forhandlingssekretær i 3F Transport. Her var hovedbudskabet klart: De politiske rammer i taxi- og busområdet har stor betydning for branchens hverdag, og der er behov for at sikre lige konkurrencevilkår på tværs af persontransporten. Samtidig understregede han, at 3F bakker op om samarbejdet med DPT og den fælles indsats for ordentlighed i branchen.

Efter generalforsamlingen og dagens faglige program blev årsmødet rundet af med festaften og middag. Her stod Jan “Lune” Carlsen for den musikalske underholdning med Kim Larsen-numre.

Tak til alle medlemmer, udstillere, oplægsholdere og samarbejdspartnere for et vellykket årsmøde.