12.02.2019

1.1 – Hvilke kørselsordninger skal udbydes? Og hvem skal udbyde det?


Inden udbudsprocessen går i gang bør kommunen danne et kørselskontor/-funktion for først at sikre sammenhængen i udbudsprocessen og efterfølgende i kørselsafviklingen. Cirka 25 pct. af landets kommuner har etableret et ”kørselskontor” for at sikre fagligheden af kørselsordningerne. Bemærk, at et kørselskontor ikke nødvendigvis er en hel administrativ enhed, men også kan være en dedikeret medarbejder (eller et antal årsværk – f.eks.  forankret i indkøbsafdelingen), der arbejder målrettet med kørselsordninger på tværs af kommunen.

Det første en kommune skal have afklaret inden et kørselsudbud er, hvilke kørselsopgaver kommunen vil udbyde, herunder den kørsel som kommunen er forpligtiget til (skal-kørsel), og den kørsel, kommunen kan vælge at tilbyde sine borgere (kan-kørsel). Kommunen bør – hvis muligt – 1 danne sig et samlet overblik kommunens samlede indkøb af befordring.

Herefter bør kommunen gøre sig følgende overvejelser:

  • Gennemføres indkøbet centralt (indkøbsafdelingen) eller decentralt (i den enkelte forvaltning med støtte fra juridisk/udbudsretslig stabsfunktion)?
    – En central indkøbsfunktion kan hjælpe med at skabe overblik og rationaliseringer. Det vigtigste er dog, at der skabes en funktion i kommunen, som har overblikket og udbudsekspertisen.
  • Er det muligt (og relevant) at foretage ét samlet udbud med indkøb af kommunens samlede befordring på tværs af kørselsordninger og forvaltninger?
    – Èt samlet udbud skaber administrative fordele, da der kun skal gennemføres én udbudsproces, og markedsmæssige fordele, da den udbudte opgave bliver større og giver tilbudsgiveren mulighed for stordriftsfordele på tværs af kørselsordninger og/eller institutioner og/eller geografi.

Bilag 1 er suppleret med en detaljeret oversigt over kørselsordningerne og deres omfang.