Der var masser af spørgelyst blandt de fremmødte og en god dialog med politiet, der stillede op hos Bygholm Kursuscenter i Horsens til en snak om politiets kontrol og de mange regler, som persontransportbranchen er underlagt.
Vi kom vidt omkring og fik blandt andet vendt alt fra dæk og krav til køretøjernes udstyr og indretning til køre- og hviletids- og arbejdstidsregler.
Der var også plads til lidt nyheder og en kort snak om nye køre- og hviletidsregler, som Dansk PersonTransport har arbejdet hårdt for, og som det ser ud til vil kunne falde på plads i den nærmeste fremtid.
Det er en fast tradition, at Dansk PersonTransport afholder de her møder for vores medlemmer og deres chauffører forud for skisæsonen, hvor rigtig mange busser kører danskerne afsted på ferie.
Det er en god anledning til at få opfrisket reglerne, få hørt om der er noget særligt, branchen skal være opmærksom på og til, at branchen og myndighederne kigger hinanden i øjnene og bekræfter vores gode og åbne samarbejde og dialog med hinanden.
I Dansk PersonTransport sætter vi stor pris på, at politiet prioriterer at deltage i møderne, og i næste uge gentager vi succesen med et lignende møde på Sjælland den 17. januar.