Dansk PersonTransport har længe arbejdet aktivt for at få forlænget rutetilladelserne til 10 år for nulemissionsbusser. Det er nemlig en grundlæggende forudsætning for at vi kan få grønne sigthseeingbusser ud på vejene.
Elbusser er en hel del dyrere end konventionelle busser, og virksomhederne har derfor brug for større sikkerhed for investeringen og flere år til at afskrive den.
Lovforslaget om at forlænge rutetilladelserne blev vedtaget af alle Folketingets partier.
Lovforslagets brede politiske opbakning blev især tydeliggjort under førstebehandlingen i Folketinget.
Blandt støtterne var Sophie Lippert fra SF, som understregede fordelene ved at prioritere grønne transportmidler, og Niels Flemming Hansen fra Det Konservative Folkeparti, som fremhævede vigtigheden af forudsigelighed for vognmænd i den grønne omstilling, mens transportminister Thomas Danielsen fremhævede, at det med lovforslaget bliver mere attraktivt at investere i nulemissionsbusser, hvilket især forventes at gavne busselskaber, der kører sightseeing-kørsel, og private selskaber, der kører fjernbusser.
Hos Dansk PersonTransport er vi meget glade for, at lovforslaget nu er endeligt vedtaget.
”Lovforslaget om at forlænge rutetilladelserne til 10 år er et vigtigt skridt i den grønne omstilling af persontransporten. Der er brug for større sikkerhed for investeringerne og en længere tidshorisont, når der skal investeres i nye busser, der er væsentlig dyrere, end de konventionelle. Vi er rigtige glade for, at det her forslag, som vi længe har arbejdet for, nu er vedtaget af alle Folketingets partier”, udtaler, Jens Hvid Bang, turistsektorchef i Dansk PersonTransport.