16.08.2024

Uber vender tilbage til Danmark med ny model i overensstemmelse med taxilovgivningen

Uber er på vej tilbage til Danmark, men denne gang under helt nye forudsætninger. Efter at have trukket sig fra landet i 2017, fordi man ikke ville leve op til reglerne i taxilovgivningen, vender Uber nu tilbage i samarbejde med det danske taxiselskab DRIVR.


Uber har sagt farvel til UberPop og vil denne gang operere inden for rammerne af den nuværende taxilov, der blev liberaliseret i 2018. Dette betyder, at alle Uber-chauffører i Danmark vil være uddannede og tilknyttet professionelle vognmænd, der kører under Drivr, hvilket betyder, at Ubers tilbagekomst sker i overensstemmelse med den danske model.

Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport, udtaler: “Vi har hele tiden sagt, at Uber var velkommen i Danmark, hvis de konkurrerede på lige vilkår og lever op til de regler, som alle andre, der kører taxikørsel skal. Nu sender de et klart signal om, at de er med på den. Det viser, at taxierhvervet kan fungere effektivt sammen med nye teknologiske løsninger uden at vi går på kompromis med retfærdig konkurrence og chaufførernes arbejdsvilkår.”

Ubers nye forretningsmodel i Danmark, hvor de fungerer som en platform for et eksisterende taxiselskab, følger ligeledes den forretningsmodel, som Uber allerede har i de andre nordiske lande og i store dele af Europa, hvor man tilpasser sig de lokale regler og krav og indgår i samarbejde med lokale professionelle vognmænd.

Flere politiske partier har længe udtrykt ønske om at få Uber tilbage til Danmark, og deres ønsker bliver nu imødekommet. Det er samtidig en bekræftelse af, at den nuværende taxilov faktisk giver stor fleksibilitet og mulighed for nye virksomheder, og hvorfor det var vigtigt med liberaliseringen af lovgivningen i 2017. Men med den nye model demonstrerer Uber, at de kan operere i Danmark uden at undergrave den danske model, hvilket er en markant ændring fra deres tidligere forretningsmetoder.