I et interview med Politiken den 4. februar 2024 er transportminister, Thomas Danielsen, ikke villig til at afvise, at Uber kan komme til at gøre comeback i Danmark.
Ministeren nævner Uber som en potentiel løsning på fremtidens kollektive transport og særligt de udfordringer, der er med mobiliteten i landdistrikterne.
»Uber kan helt sikkert løse mange mobilitetsudfordringer. Men jeg lægger mig ikke fast på nogen modeller. Den løsning, vi har lavet på øerne, er en udvidet Uber. Den løser det til UG der, hvis man ønsker det på den enkelte ø. Hvad vi kan nå til enighed om med Folketingets partier, må tiden vise«, siger transportministeren til Politiken.
Udtalelsen har vakt stor opsigt.
I Dansk PersonTransport forstår vi heller ikke, hvorfor Uber bliver nævnt i diskussionen om fremtidens mobilitet. Uber endte med at trække sig fra det danske marked. Ikke fordi de blev forbudt, men fordi de skulle leve op til de samme krav som resten af den professionelle transportbranche skal.
»Hvis Uber vil starte i Danmark, kan de gøre det i dag, da der er fri etableringsret på taxi og flexmarkedet. Det behøver de ikke hjælp fra Transportministeren til. Sandheden er nok, at Uber aldrig vil starte i Danmark, hvis udgangspunktet er, at de skal servicere landdistrikterne. Fra DPTs side synes vi hellere, at Transportministeren skulle se på, hvordan taxiernes kapacitet udnyttes bedre, fx ved at integrere taxierne mere fleksibelt i trafikselskabernes flexsystem. Det mener vi vil komme til gavn for landdistrikterne.«, siger Trine Wollenberg, vicedirektør i DPT
Samtidig er Uber et storbyfænomen, som ikke har noget med kørsel i mindre befolkede egne at gøre. Og sidst man var i Danmark, slæbte man et spor af manglende skattebetalinger og socialt bedrageri efter sig. Det blev afsløret, at 98 procent af alle Uber-chauffører, undlod at rapportere deres indtjening fra kørselstjenester til skattevæsenet.
Hos regeringspartneren Socialdemokratiet har både skatteordfører, Anders Kronborg og transportordfører, Thomas Jensen været ude at slå fast, at partiets holdning til Uber ikke har ændret sig siden revisionen af taxiloven i 2017.
Og hos 3F Transport mener man ikke, at Uber kan være med til at hjælpe med de udfordringer, der er i landdistrikterne, som ministeren ellers lægger op til. Jan Villadsen, som er formand for 3F Transport kalder forslaget for hovedløst og understreger, at Uber ikke kan løse udfordringer med mobilitet i yderområder.
Læs Dansk PersonTransports løsningsforslag til fremtidens kollektive mobilitet her