06.09.2019

Transportminister med fokus på klimaforandringer

Tidlig morgen den 6. september besøgte transportminister Benny Engelbrecht Sønderborg Busstation, hvor han sammen med borgmester Erik Lauritzen uddelte ”Verdens Bedste Nyheder”, der har fokus på klimaforandringerne. Han afsluttede besøget med at besigtige kommunens grønne busser, der kører på biogas.


De morgenfriske borgere på Sønderborg Busstation fik fredag morgen den 6. september tilbudt et eksemplar af ”Verdens Bedste Nyheder” af ingen mindre end transportminister Benny Engelbrecht og borgmester Erik Lauritzen, som i fællesskab besøgte stationen for at uddele avisen, der blandt andet har til formål at sprede klimahåb.

“Vi skylder os selv, hinanden og de kommende generationers fremtid at tage den klimakrise, vi befinder os i alvorligt. Vi forbruger mere af jordens ressourcer, end den kan holde til, og det har konsekvenser. Det er derfor vigtigt, at Danmark går forrest i den grønne omstilling og hæver sine ambitioner for klima, natur og miljø. Det gælder også på transportområdet,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Ministeren og borgmesteren slog efter uddelingsaktionen et smut forbi nogle af kommunernes grønne busser, der kører på biogas.

“Ethvert lille skridt i den rigtige retning gør en forskel i klimakampen. Jeg synes derfor, det er rigtig positivt, at Sønderborg Kommune har besluttet, at al bybuskørsel og skolekørsel skal køres på biogas, som en del af kommunes ambitiøse klimamål om at være CO2-neutral i år 2029,” fortæller ministeren.

Efter besøget på Sønderborg Busstation besøgte ministeren en række lokale virksomheder i området.