Som en del af EU’s Vejpakke blev det besluttet, at alle ny-indregistrerede busser, som kører under køre- og hviletidsreglerne, skal have installeret den nyeste version af den smarte takograf kaldet ”V2G2” senest den 21. august 2023.
Dog har leveringsproblemer fra takografproducenterne skabt flaskehalse og gjort, at flere importører, forhandlere og vognmænd ikke har kunnet skaffe takograferne og dermed leve op til kravet om at få dem installeret i nye køretøjer.
Det har ført til, at flere lande i EU har indført såkaldte midlertidige sanktionsfrie perioder, indtil leveringssituationen normaliseres.
Transportminister, Thomas Danielsen, har den 18. september oplyst, at Danmark følger trop, og indfører en sanktionsfri periode, som gælder t.o.m. den 31. december 2023.
Det betyder, at nye busser alligevel må tages i brug, selvom de ikke er udstyret med den nyeste generation af takograf.