Rutekørsel

|15.12.2017

Trafikstyrelsen godkender 250 mio. kr. til BRT-projekt i Aalborg

Folketingets forligskreds for 'Bedre og billigere kollektiv trafik' (S, R, SF, E, DF) godkendte tidligere på året at medfinansiere BRT-projektet +Bus i Aalborg. Trafikstyrelsen har nu godkendt budgettet fra Aalborg Kommune, der samlet lyder på 510. mio. kr. Staten medfinansierer dermed halvdelen af investeringen.


Folketingets forligskreds for ‘Bedre og billigere kollektiv trafik’ (S, R, SF, E, DF) godkendte tidligere på året at medfinansiere BRT-projektet +Bus i Aalborg. Trafikstyrelsen har nu godkendt budgettet fra Aalborg Kommune, der samlet lyder på 510. mio. kr. Staten medfinansierer dermed halvdelen af investeringen. Det glæder Danske Busvognmænd, hvor man længe har slået på tromme for at staten – ligesom det er tilfældet med letbaner og anden skinnebåren trafik – er med til at udvikle infrastrukturen for bustrafikken:

”Der er tale om en seriøs investering i højklassede busløsninger, og vi er overbevidste om, at aalborgenserne bliver tilfredse med den gennemførte BRT-løsning, der er lagt op til,” vurderer Lasse Repsholt, sektorchef i Danske Busvognmænd. ”Samtidig ligger investeringen over en milliard kroner under budgettet for den tidligere planlagte letbane,” påpeger Lasse Repsholt.

Derudover er der i denne omgang bl.a. tilskud

  • på 100 mio. kr. til investeringer til forbedring af buslinjer i hovedstadsområdet
  • på 45 mio. kr. til investeringer i pendlerbusser og busfremkommelighed, BRT-løsninger, cykelmedtagning i busser, fremme af elbusser og bedre trafikinformation ved større stationer i hele landet.

Du kan se tilskuddet til de resterende projekter på Trafikstyrelsens hjemmeside.