29.08.2025

Trafikdage ’25: Busser i centrum i debatten om fremtidens kollektive transport

På årets Trafikdage i Aalborg var der bred enighed om, at der skal handles politisk for at styrke den kollektive trafik. Debatterne viste dog også, at rammerne i dag spænder ben – både når det gælder finansiering, takststruktur og organisering. Dansk PersonTransport pegede på, at busserne kan levere bedre mobilitet for pengene og samtidig løfte både klima- og passagerdagsordenen, hvis rammevilkårene kommer på plads.


”Politikerne skal skride til handling og styrke den kollektive trafik.” Det var man enige om på Trafikdage 2025, hvor branchen i to dage var samlet i Aalborg. Flere diskussioner vendte tilbage til Ekspertudvalgets afrapportering og anbefalinger fra før sommerferien, hvor der blandt andet som anbefaling nummer ét peges på, at man skal styrke det strategiske net med busser og tog og herunder arbejde målrettet med busfremkommelighed i og mellem de store byer.

Ekspertudvalget har også kortlagt den udfordrende situation for regionernes lokalbaner og sidebaner, og hvordan en omstilling fra bane- til bustrafik kan understøttes. I en debat mellem transportordførerne fra Folketingets Transportudvalg blev der ikke draget konklusioner, men Dansk PersonTransport har længe peget på, at den nuværende finansieringsmodel for regionerne er uhensigtsmæssig, og at bustrafikken mange steder kan give bedre service, flere passagerer og lavere driftsudgifter end togtrafikken.

De tunge emner som takststruktur og organisering blev også drøftet. Christopher Reimer Thaysen fra Go Collective understregede, at en takstreform skal have passagerfokus, enkelthed, gennemsigtighed, konkurrenceevne og værdi for pengene, hvis den kollektive trafik skal være attraktiv og relevant. ”Regeringen har gjort det svært for Ekspertudvalget ved at kræve, at en takstreform ikke må forudsætte et øget offentligt tilskud. Det er noget af et benspænd, og vi er bekymrede for, at man hælder barnet ud med badevandet ved f.eks. at gå med en takststruktur og takststigninger, der gør det urimeligt dyrt for danskere, der er afhængige af bussen til deres daglige, lokale transport,” vurderer Lasse Repsholt fra Dansk PersonTransport.

På busfronten var der også mulighed for at besøge Aalborgs BRT – Plusbussen – der nu har to år på bagen. Her kunne Jesper Schultz fra Aalborg Kommune fortælle, at projektet er en succes på alle fronter. BRT’en er driftssikker og pålidelig, og passagererne strømmer til. Der var 3,3 mio. påstigere i 2024, og estimatet for 2025 er 3,8 mio. – selvom det nye hospital, som også skal betjenes af PlusBus, endnu ikke er åbnet. Foruden de 14 BRT-busser, der allerede er i drift, er der taget beslutning om at udvide med yderligere tre for at imødekomme væksten.

Flextrafik var også på dagsordenen, hvor Steffen Bank fra Movia fortalte om bestræbelserne på at skabe bedre koordinering og sammenhæng på tværs af ordningerne. I samme boldgade var der en hel session om Movias Nærbus, hvor Morten Eltved delte erfaringer med bus på bestilling til skolekørsel. Bus på bestilling er et område, som også Ekspertudvalget har peget på som lovende, og der er sat flere forsøg i gang rundt om i landet.

RA’s Støttefond har finansieret et studie af elektriske busser og deres betydning for passagertilfredshed og -vækst. Jesper Bláfoss Ingvardson fra DTU fremlagde de foreløbige resultater: ”Min foreløbige konklusion er, at indfasningen af elbusser er en succes, og foruden CO2-besparelser og færre emissioner har passagererne med elbusserne fået et endnu bedre produkt end før. Men der skal også skrues på fremkommelighed, køreplaner, stoppesteder, knudepunkter, markedsføring og billetprodukter, hvis vi skal høste hele passagerpotentialet i de mange nye elbusser,” afslutter Lasse Repsholt.