Turistkørsel

|01.05.2017

Tempo 100 sagen – fornuften sejrede

Efter pres fra Danske Busvognmænd og hjælp fra transportordførerne, herunder især Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre og Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet har justitsministeren tilkendegivet overfor transportordførerne, at der ikke længere vil blive udskrevet bøder til busser, der lovmæssigt kører mellem 80 og 100 km/t.


Efter godt en måned hvor politiet har blitzet løs på busser der kørte mere end 80 km/t på motorveje er trængslerne nu ovre.

Efter pres fra Danske Busvognmænd var justitsministeren ellers på vej til et samråd i transportudvalget i sidste uge. Det lykkedes ministeren at stoppe dette samråd, der ville blive en pinlig affære for ministeren. Det gjorde han ved at tilkendegive over for transportordførerne, at dette blitzeri ville stoppe øjeblikkelig, at udskrevne bødeforlæg ville blive annulleret, og at eventuelt betalte bøder ville blive tilbagebetalte.

Denne tilkendegivelse har vi ikke modtaget direkte fra ministeren men fra Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen. Han har sammen med Rasmus Prehn, Socialdemokratiet, været meget behjælpelige i denne sag. Kristian har sendt følgende information:

”Det er grotesk, at politiet i de seneste uger har udskrevet hundredvis af fartbøder til lovlydige busvognmænd, fordi deres Tempo 100 busser er blitzet af fotovogne med 100 km/t på motorveje. Dels er det fuldkommen lovligt i kraft af lovmæssig indførelse af Tempo 100 for flere år siden. Dels er det en hån mod et helt erhverv, at lovlydige busvognmænd skal bruge masser af tid på at få annulleret de falske bøder, hvis ikke de vil ende i en retssal. Justitsministeren har lige orienteret mig om, at denne groteske udskrivelse af bøder er bragt til ophør. Det er jeg rigtig glad for.”