Coronavirus

|05.10.2020

Taxichauffører er hårdest ramt på ledigheden

Nye tal fra 3F viser, at det er taxichaufførerne, der med en tredobling af ledigheden er blevet hårdest ramt af coronakrisen.


”Vi kan se i vores tal, at omsætningen faldt med 80 procent næsten fra den ene dag til den anden, og mange chauffører blev sendt hjem, fordi der ikke var noget at lave,” siger Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport om coronakrisens indtog på taxibranchen i fagbladet 3F. Da coronakrisen brød ud, var ledigheden inden for taxichauffører på 8,9 %, og i april steg den til 33 %. Den er faldet lidt igen, meget lidt, til 24,3 % i august, men Trine Wollenberg advarer om, at det kun ser ud til at blive værre for taxibranchen:
”Nattelivet er en stor indtægtskilde for taxierhvervet, og det er jo stort set forsvundet for et par uger siden. Det har trukket tæppet væk igen, og omsætningstallene er meget påvirkede,” siger hun til 3F og gør opmærksom på, der er brug for hjælpepakker til taxibranchen:

Graf over ledighed under coronakrisen fra 3F

”Ser man ikke behovet for at holde hånden under taxibranchen, så vil der måske være færre taxivirksomheder, når samfundet bliver mere normalt igen.”

Faglig sekretær i 3F Københavns Chauffører Bo Weye fortæller Fagbladet 3F, at han taler med chauffører, der er vant til at have en 13-14 ture på en dag, pludseligt kun har 3 ture og har måske kun tjent 400 kr. Han fortæller, at de i 3F oplever en stor tilslutning til deres erhvervskurser, hvor de ledige uddanner sig til buschauffør eller handicapchauffør.

Læs mere her: https://fagbladet3f.dk/artikel/taxichauffoererne-er-allerhaardest-ramt