11.03.2024

Stor vækst i passagertallene for fjernbusserne i 2023

Mange flere passagerer valgte i 2023 at benytte sig af fjernbusserne. Helt præcist 1.622.971 stod på fjernbusserne – en vækst på 16,0 pct. i forhold til 2022. Det oplyser Trafikstyrelsen.


Danskerne fik også i 2023 endnu bedre muligheder for at køre med fjernbusser i Danmark. I marts 2023 åbnede Fleet.dk for ruter i flere dele af landet samtidig med, at både Flixbus og KombardoEkspressen allerede har etableret et omfattende rutenetværk.

Mange af fjernbuspassagererne kører til og fra København, og de kan også se frem til serviceforbedringer i 2024. I løbet af året åbnes nemlig den længe ventede Busterminal ved Dybbølsbro med en stærkt forbedret og mere sikker passageroplevelse end ved stoppestederne i Ingerslevsgade, hvor passagererne betjenes i dag.

Hos Dansk PersonTransport er vi meget begejstrede for, at flere og flere – år efter år – vælger fjernbusserne til. Det er godt for den trafikale sammenhængskraft, den grønne omstilling og persontransportsbranchen som helhed.

Læs mere om fjernbustrafikken her.