Coronavirus

|22.06.2020

Sommerpakken – redder ikke turistbusvognmændene og udelukker fjernbusserne

Regeringen og et flertal af Folketingets partier har indgået en aftale om sommerpakke, der skal motivere danskerne til at tage mere rundt i det danske sommerland. Sommerpakken giver mulighed for lidt mere kørsel for taxi- og turistbusvognmændene, men redder dem ikke. Samtidigt inkluderer pakken ikke fjernbusserne i muligheden for at give danskerne billige ture rundt i landet.


Aftalen sikrer gratis indenrigsfærger i juli for gående og cyklister og billigere færger til de små øer i august og september for biler, cykler og gående. Samtidigt reduceres billetprisen på Rønne-Ystad. Der kan købes et rejsepas fra 27. juni til 9. august, gældende 8 dage med fri rejse i offentlige kollektiv trafik, hvilket ikke inkluderer fjernbusserne. Samtidigt bliver der udbudt og betalt for 1 mio. ekstra orange billetter med DSB. For at hjælpe oplevelsesindustrien gives der 186,5 mio. kr. til halv pris på kulturoplevelser, 30 mio. til kunstneriske aktiviteter, 20 mio. til gratis tilbud om lokale aktiviteter til ældre over 65, 40 mio. til flere dagsture for plejehjemsbeboere og 20 mio. til dagsture mv. til borgere på socialpsykiatriske botilbud etc. Endeligt afsættes 6 mio. til gratis handicaptransport i sommerferien.

Det er naturligvis glædeligt, at der afsættes totalt 116 mio. kr. til at sikre yderligere oplevelser til grupper, som traditionelt er betjent af vores medlemmer samt ekstra 186,5 mio. kr. til oplevelsesindustrien, hvor også vores medlemmer kan tilbyde transport til og fra for såvel grupper som individuelle rejsende. Desværre ser det dog ud til, at turistbusbranchen kun får en meget lille håndsrækning fra denne sommerpakke,” siger Michael Nielsen adm. dir. i Dansk PersonTransport.

Det er yderligere et problem for turistbusvognmændene, der opererer landets fjernbusser, at disse overhovedet ikke er tænkt ind i den kollektive trafik, når det kommer til rejser imellem landsdelene – der er endda opfundet et nyt begreb nemlig ”offentlige kollektive transportformer” for at holde dem ude.

Michael Nielsen konkluderer: ”Sommerpakken løser desværre ikke turistbusbranchens forventede tab på 2/3 af årets normale omsætning på 1.5 mia. kr., og det faktum at 60 % af branchen står over for en konkurs, hvis den nuværende hjælp til dækning af de faste omkostninger ikke forlænges.”