20.03.2025

Slut med 1000-kroneseddel den 31. maj

Sammen med en række ældre sedler ophører 1000-kronesedlen som lovligt betalingsmiddel den 31. maj 2025 og skal derfor afvises som betalingsmiddel, fx i taxien.


Danmark skal have nye pengesedler i 2028-2029 og derfor har Nationalbanken sat gang i en proces, hvor en række ældre pengesedler udfases sammen med 1000-kronesedlen. Den 31. maj 2025 ophører de omtalte sedler som lovligt betalingsmiddel og skal derfor afvises som betalingsmiddel, hvis fx en kunde i en taxi ønsker at betale med en af de omfattede sedler.

På Nationalbankens hjemmeside kan ses, hvilke sedler udover 1000-kronesedlen, som bliver ugyldig:

https://www.nationalbanken.dk/da/fremtidens-kontanter/ugyldige-sedler

Er skaden sket

Hvis man efter den 31. maj 2025 kommer til at modtage en ugyldig pengeseddel, har Nationalbanken lavet et samarbejde med FOREX, hvor de ugyldige sedler kan indløses frem til 31. maj 2026. Der vil være tre indløsningssteder i henholdsvis København, Aarhus og Odense, hvor man kan få ombyttet evt. ugyldige sedler.