
Juryen fremhæver, at Plusbus viser, hvordan mobilitetsplanlægning kan være en motor for byudvikling: Projektet har modigt prioriteret kollektiv transport frem for privatbilisme og skabt sammenhængende byrum omkring stationerne.
Plusbus er udviklet af Aalborg Kommune og køres af Tide Bus som en højklasset busforbindelse på ca. 12 km med stationer, der fungerer som trygge, funktionelle byrum. Løsningen forbinder boligområder, universitet, Hospitalsbyen og erhverv – og har løbende fået fremkommelighed via busbaner og signalprioritering.
I Dansk PersonTransport ønsker vi Plusbussen, Aalborg Kommune, Tide Bus og Nordjyllands Trafikselskab stort tillykke med Byplanprisen 2025. Prisen er velfortjent – og bør inspirere både andre byer og landspolitisk til et langt større fokus på moderne BRT-løsninger, der leverer meget mobilitet for pengene, høj komfort, forudsigelige rejsetider og grøn drift. Plusbus viser, at når bussen prioriteres med egne baner og signalprioritering, følger både mobilitet og byliv med.
Læs mere
– Læs Aalborg Kommunes nyhed: Plusbus-projektet vinder Byplanprisen 2025.
– Læs juryens begrundelser og mere info om Byplanprisen