12.03.2025

Pirattaxi afsløret i Aalborg: 70-årig mand sigtet

Pirattaxier har alvorlige konsekvenser for både borgernes sikkerhed og tryghed samt for taxibranchen som helhed. Det er derfor afgørende, at politiet sætter ind over for denne form for kriminalitet.


En 70-årig mand er fornyelig blevet taget på fersk gerning i Aalborg, hvor han udførte ulovlig taxikørsel. Ifølge Nordjyllands Politi er det med stor sandsynlighed ikke første gang, manden har udført ulovlig taxikørsel, da den indledende efterforskning tyder på, at han har gjort det gentagne gange over en årrække.

Pirattaxier udgør en alvorlig risiko for passagerernes sikkerhed og tryghed. Ifølge politiet er der flere eksempler på passagerer, der har oplevet tyveri, kreditkortsvindel og endda voldelige episoder i forbindelse med pirattaxikørsel. Det er derfor afgørende, at politiet har fokus på indsatsen mod pirattaxier for at sikre, at taxiloven overholdes. Overholdelsen af loven er nemlig essentiel for at garantere, at passagerer trygt kan benytte sig af taxikørsel.

I forbindelse med sigtelsen har Nordjyllands Politi givet en række råd til, hvordan taxikunder kan genkende en autoriseret taxi. De fremhæver, at autoriserede taxier kan genkendes på, at de første to talcifre i nummerpladen ofte er 98 eller 99. Derudover kan kunden kigge efter et logo på bilen og chaufførens tøj samt tjekke, om der er et taxameter i bilen.

Tryg.taxi

Tryghed i taxier er et centralt fokusområde hos Dansk PersonTransport. I slutningen af sidste år blev taxibranchens nye tryghedskodeks, Tryg.taxi, implementeret, og mere end halvdelen af de danske taxier er allerede tilsluttet kodekset. Kodekset indebærer blandt andet, at de tilsluttede taxiselskaber skal overholde 10 konkrete principper, såsom krav om ren straffeattest for chauffører samt hurtig og grundig sagsbehandling af klager vedrørende dårlig kundebetjening og krænkelser.