21.01.2025

Partybusser på dagsordenen i Folketinget

Folketinget diskuterede i sidste uge partybusser på baggrund af et beslutningsforslag fra SF om at give kommunal selvbestemmelse over partybussers kørsel i byområder.


Spørgsmålet om partybusser har i det seneste halve år fyldt en del i medierne, ikke mindst efter at flere ældre busser er blevet afsløret i at forurene kraftigt, og at politiet senest i forbindelse med målrettet kontrol af partybusserne har konstateret en stribe fejl i køretøjerne, der gjorde at 12 ud af 14 kontrollerede busser blev indkaldt til syn, mens én fik kørselsforbud.

Det er på den baggrund og i lyset af bekymringer fra både beboere og lokalpolitikere, som oplever larm og luftforurening fra busserne, at SF har stillet beslutningsforslaget, som skal give kommunerne ret til at kræve, at partybusser skal køre på el, og mulighed for selv at regulere, hvorvidt de må færdes inden for bygrænserne.

Under Folketingets behandling af beslutningsforslaget var der ikke flertal for det, og forslaget fandt kun opbakning fra Enhedslisten og Alternativet. Flere af de partier, som var imod forslaget tilkendegav, at de var skeptiske over for at lade den enkelte kommune indføre vidt forskellige restriktioner, som potentielt kunne give 98 forskellige regelsæt på landsplan.

I Dansk PersonTransport er vi enige i, at det er uhensigtsmæssigt, hvis kommunerne indfører forskellige restriktioner og regler for bussers adgang til byerne, men er vi glade for, at partybusser bliver debatteret i Folketingssalen. Vi har selv tidligere været ude og påpege, at der skal styr på partybussernes kørsel, og at det er afgørende, at partybusser overholder de samme regler og standarder som almindelige turistbusser. Det inkluderer krav om sikkerhedsseler under kørslen og overholdelse af miljøzonereglerne.

Vi følger derfor fortsat debatten tæt.

Du kan følge Folketingets behandling af beslutningsforslaget her.