Opfordring: Brug testcentrene
Dansk PersonTransport opfordrer medlemsvirksomheder og deres medarbejdere til at bruge testcentre til en forebyggende COVID-19-test.
13 januar 2021

Regeringen har den seneste tid styrket testkapaciteten og smitteopsporingen, og der er i øjeblikket ledig kapacitet i landets testcentre.

Derfor har Dansk PersonTransport fået en opfordring fra Transportministeriet til, at medarbejdere i persontransportsektoren benytter sig af den aktuelle mulighed for at få foretaget en forebyggende test.

Ifølge statistikkerne fra Statens Serum Institut (senest fra uge 2) er ansatte i transportbranchen  ikke hårdere ramt med corona end andre faggrupper, men vi opfordrer alligevel medarbejderne hos alle vores medlemsvirksomheder til at udnytte muligheden for at få taget en ekstra test.

Test og opsporing er vigtige værktøjer i bekæmpelsen af corona, så vi håber, at medarbejdere i persontransporten kan give et bidrag til dette vigtige arbejde ved at ofre 5-10 minutter af deres fritid på et besøg i det nærmeste testcenter.