30.04.2025

Nyt udspil fra Landdistrikternes Fællesråd: Busserne skal være rygraden i den kollektive transport

Landdistrikternes Fællesråd, som repræsenterer danske landdistrikter og yderområder, har i denne uge lanceret et udspil med fokus på fremtidens kollektive mobilitet i hele landet.


I Dansk PersonTransport ser vi positivt på udspillet. Det understreger ikke blot, at busserne udgør rygraden i den kollektive transport, men også behovet for supplerende mobilitetsløsninger som flexture, taxier og bus-på-bestilling. Udspillet peger på, at busser, i samspil med tog, er afgørende for at sikre mobilitet for borgere i både by- og landområder, så de kan komme til arbejde, uddannelse og sociale aktiviteter. Det har vi i Dansk PersonTransport længe fremhævet, da adgang til gode mobilitetsmuligheder er afgørende for samfundets sammenhængskraft.

Udspillet anerkender samtidig, ligesom vi i Dansk PersonTransport også længe har pointeret, at der visse steder er behov for supplerende mobilitetsløsninger, som eksempelvis bus-på-bestilling, en model der allerede anvendes med succes, blandt andet i Haslev. Denne type mobilitetsløsninger gør det muligt at sikre mobilitet for alle borgere, uanset om de bor i større byer eller i landdistrikterne. I Dansk PersonTransport mener vi, at det er vigtigt, at disse supplerende mobilitetsløsninger varetages af professionelle virksomheder og ikke af frivillige, da mobilitetsløsninger skal være pålidelige for brugerne og ikke være betinget af frivillighed.

Lasse Repsholt, sektorchef for rutesektoren i Dansk PersonTransport, udtaler: “Vi befinder os i en tid, hvor mange busafgange nedlægges, selvom behovet for transport, mobilitet og ikke mindst sammenhæng er stigende. Derfor glæder det mig, at Landdistrikternes Fællesråd med dette udspil sætter fokus på behovet for en velfungerende bustransport som del af rygraden i den kollektive transport.”

Læs hele udspillet fra Landdistrikternes Fællesråd på deres hjemmeside