16.04.2026

Nyt forum for busturisme skal samle hele værdikæden

Dansk PersonTransport har sammen med Dansk Erhverv og REJS – Travel Industry Denmark været med til at etablere et nyt forum for busturisme, der skal samle virksomheder og aktører på tværs af hele værdikæden.


Foto: iStock

Formålet er at skabe et fælles forum for de virksomheder, der arbejder professionelt med busturisme, og som hver især er med til at få den samlede oplevelse til at fungere i praksis. Det gælder blandt andet busselskaber med turistkørsel, rejsebureauer, turoperatører og destinationsaktører.

For Dansk PersonTransport er det en vigtig ambition at være med til at samle branchen bredere. Busturisme står ikke alene. Den er afhængig af, at flere led i kæden spiller sammen, og derfor giver det god mening at skabe et forum, hvor erfaringer kan deles, udfordringer drøftes, og fælles interesser løftes.

Netværket er målrettet ledere, beslutningstagere og faglige nøglepersoner med ansvar for drift, planlægning og strategisk udvikling. Ambitionen er at mødes to til tre gange om året for at styrke samarbejdet i branchen og sikre, at busturismens perspektiver står tydeligere i arbejdet med turisme, mobilitet og gode erhvervspolitiske rammevilkår.

Første møde i forummet holdes den 5. maj, og der er allerede nu åbent for tilmelding her.

Læs mere om Forum for busturisme her.