09.09.2026

Nyt budgetforlig på Bornholm skaber ro om øens taxidækning

Et forslag om at hjemtage den kommunale servicekørsel på Bornholm er ikke med i kommunens nye budgetforlig for 2027 og 2028. Det sker efter, at Dansk PersonTransport sammen med de lokale vognmænd har været i dialog med politikerne i kommunen og gjort opmærksom på både de økonomiske usikkerheder og risikoen for at svække taxidækningen på øen.


Der er udsigt til mere ro om taxibetjeningen på Bornholm.

I forbindelse med budgetarbejdet havde Bornholms Regionskommune fremlagt et spareforslag om at hjemtage den visiterede servicekørsel, som i dag udføres af private vognmænd.

Dansk PersonTransport har gennem dialog med kommunen og de lokale politikere presset på for, at forslaget ikke blev gennemført på det foreliggende grundlag.

Vi har blandt andet peget på, at kommunens beregninger byggede på en antagelse om, at de private vognmænd havde en fortjeneste på omkring 20 procent, som kommunen kunne spare ved selv at stå for kørslen.

Samtidig manglede der fortsat konkrete beregninger af en række af de udgifter, kommunen selv ville få til blandt andet chauffører, køretøjer, forsikringer, administration og reservekapacitet.

Men mindst lige så vigtigt har Dansk PersonTransport gjort opmærksom på, at servicekørslen ikke kan ses isoleret fra den øvrige taxibetjening på Bornholm.

Den faste kørsel er en vigtig del af grundlaget for at have biler og chauffører på øen året rundt. Hvis en stor del af den kørsel forsvinder, kan det derfor også få konsekvenser for almindelige borgere, virksomheder og turister, der har brug for en taxi.

”Vi er rigtig glade for resultatet. Vi har gennem hele forløbet gjort opmærksom på, at der var meget mere på spil end en mulig besparelse på et regneark. Servicekørslen er en vigtig del af grundlaget for taxibetjeningen på Bornholm, og samtidig var der betydelig usikkerhed om, hvorvidt den forventede besparelse overhovedet kunne realiseres. Det er positivt, at politikerne har lyttet til de bekymringer, vi og de lokale vognmænd har rejst,” siger Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport.

Servicekørsel og taxidækning hænger sammen

Bornholm har tidligere oplevet, hvad der kan ske, når en stor del af den faste offentlige kørsel forsvinder fra taxierne. Antallet af taxier på øen faldt markant efter tidligere ændringer i servicekørslen.

Det er blandt årsagerne til, at de lokale vognmænd har været bekymrede for konsekvenserne af en kommunal hjemtagning.

Hos Dantaxi Bornholm er der derfor stor tilfredshed med, at forslaget ikke er med i budgetforliget.

”Det her betyder meget for os og for taxibetjeningen på Bornholm. Den faste servicekørsel er med til at skabe et grundlag for, at vi kan have biler og chauffører til rådighed hele året. Vi har tidligere set, hvor hurtigt taxidækningen kan blive presset, når den faste kørsel forsvinder. Derfor er vi meget glade for, at politikerne har valgt en anden vej,” siger Benny Jensen, daglig leder i Dantaxi Bornholm.