Coronavirus

|07.12.2020

Nye restriktioner kvæler taxibranchen

I en måned, hvor taxibranchen normalt henter en stor del af sin årsomsætning, bliver branchen nu yderligere ramt i vigtige områder. Der er ikke bare brug for en forlængelse af hjælpepakkerne, men for en udvidelse af hjælpepakkerne, hvor taxibranchen har mulighed for at få kompensation på linje med restaurant- og cafélivet.


Dagens udmelding om nye restriktioner i bl.a. 38 kommuner rammer taxierhvervet meget hårdt. I og med at restriktionerne rammer restauranter og kulturliv, rammer det også taxierhvervets omsætning. Derfor er det nødvendigt tænke taxibranchen direkte ind i de kommende hjælpepakker til restriktionsramte erhverv:

Restriktionerne er naturligvis nødvendige, men det er vigtigt at huske på, at taxierhvervet, der allerede er meget hårdt ramt, bliver ramt endnu hårdere med de nyeste restriktioner, som reelt set fjerner den sidste del af erhvervets omsætning. Vi er faktisk i samme situation som i foråret, hvor alt blev lukket ned, og taxierhvervets omsætning faldt drastisk. Der er derfor brug for, at man ikke bare forlænger nuværende hjælpepakker, men udvider dem, så det sikres, at der også er muligt for taxibranchen at søge hjælpepakker på baggrund af dagens nye restriktioner,” siger Trine Wollenberg, vicedirektør i Dansk PersonTransport.

Taxibranchen er allerede hårdt ramt af det lukkede natteliv og udeblivende turisme, de færre møder, sammenkomster og kongresser. Alle restriktioner, som er indført, har påvirket taxierhvervet, men det er meget svært for taxierhvervet at søge hjælpepakkerne pga. store krav til dokumentationen.

”Stort set alle taxivognmænd kan dokumentere en omsætningsnedgang på 40-50 % i forhold til 2019, men da dokumentationskravene til at søge hjælpepakker er blevet meget restriktive, har rigtig mange vognmænd svært ved at søge kompensation. Med de nye restriktioner håber vi, at man fra politisk side vil se på, om det virkeligt skal være så svært for de små virksomheder at få del i hjælpepakkerne,” afslutter Trine Wollenberg.