23.10.2026

Nye EU-krav til busser: Nordisk enighed om levetid, kvalitet og producentansvar

EU vil styrke den europæiske industri og gøre Europa mindre afhængigt af produktion fra lande uden for EU. Med forslaget til Industrial Accelerator Act (IAA) lægger EU bl.a. op til, at busser i offentlige udbud fra 2035 skal være europæisk producerede og indeholde en bestemt andel af komponenter fremstillet i Europa. Hvad det kan få af betydning for busbranchen, blev drøftet i denne uge på Nordens største fagmesse for kollektiv trafik, Persontrafik i Stockholm, hvor DPT deltog i en paneldebat.


Dansk PersonTransports administrerende direktør, Michael Møller Nielsen, deltog i paneldebatten sammen med repræsentanter fra trafikselskaber og busoperatører i Sverige og Finland.

Selvom EU’s ambition er at styrke den europæiske industri, blev der også rejst bekymring for, om de nye krav kan gøre den kollektive bustrafik dyrere og mindre fleksibel.

På tværs af de danske, svenske og finske repræsentanter i debatten var der bred enighed om, hvad der er vigtigt at tage højde for, hvis de nye krav bliver en realitet:

Ikke-europæiske busser skal kunne anvendes i hele deres levetid
Et af de klare budskaber fra debatten var, at også busser fra lande uden for Europa, som er sat i drift før 2035, som minimum skal kunne anvendes i hele den indgåede kontrakts levetid – og også gerne i hele bussens levetid.

Producenterne skal leve op til krav om både produktion, kvalitet og levering
Samtidig var der bred enighed om, at det skal være de europæiske busproducenters ansvar at sikre, at de lever op til eventuelle fremtidige Made in EU-krav. Og det er ikke kun de nye produktionskrav, der er vigtige. Producenterne skal naturligvis også kunne levere busser i den forventede kvalitet og til den rette tid.

For DPT er det vigtigt, at ønsket om at styrke europæisk industri ikke ender med at gøre det dyrere eller vanskeligere at drive kollektiv bustrafik. Busvirksomhederne skal have sikkerhed for deres investeringer og kunne regne med, at deres eksisterende busser kan anvendes i hele deres levetid – også efter 2035. Samtidig skal de kunne købe nye busser i tillid til, at alle gældende krav er overholdt, og at det er producenterne, der har ansvaret for at sikre det.