03.02.2026

Ny bestyrelse hos Sydtrafik

Bestyrelsen hos Sydtrafik er nu konstitueret for perioden 2026–2029. Ifølge et opslag på LinkedIn var der genvalg til både formand og næstformand. Preben Friis-Hauge (V), Varde Kommune, fortsætter derfor som formand, mens Erik Lauritzen (S), Sønderborg Kommune, er genvalgt som næstformand.


Foto: Sydtrafik

I forbindelse med kommunalvalget i 2025 har der været en relativt stor udskiftning i bestyrelsen, så arbejdet fortsætter nu med mange nye ansigter omkring bordet.

Den nye bestyrelse mødtes første gang den 23. januar 2026. Her blev arbejdet skudt i gang med en temadrøftelse overleveret fra den afgående bestyrelse. Drøftelserne omfattede blandt andet Sydtrafiks økonomi, som har stabiliseret sig efter COVID-19 og inflationen, men som fortsat kræver opmærksomhed.
Derudover blev mobilitets- og strategiplaner frem mod 2028 berørt, ligesom der blev set frem mod den politiske opfølgning på Ekspertudvalgets anbefalinger. Endelig var der fokus på forbedret busplanlægning, herunder mere direkte ruter og højere frekvens fra morgen til aften og i weekenden – samt en styrkelse og forenkling af den åbne flextrafik.

Hos Dansk PersonTransport ser vi frem til samarbejdet med Sydtrafiks nye bestyrelse om de prioriteringer, der får betydning for bus- og flextrafikken i Sydtrafiks område i de kommende år.