25.09.2025

NT’s store bussatsninger styrker kundetilfredshed

Nordjyllands Trafikselskab viser, at målrettede investeringer i et stærkt bushovednet – Plusbussen (BRT), ekspresbusser, bedre knudepunkter og fleksible løsninger – kan løfte både passagertal og kundetilfredshed. Den seneste kundetilfredshedsmåling for 1. halvår 2025 bekræfter retningen og giver input til den bredere debat om, hvordan vi får mere mobilitet for pengene.


NT kan nu se effekten af de store satsninger på at styrke busproduktet: Nordjyderne har taget Plusbussen (BRT) i Aalborg til sig, og det afspejler sig i flere passagerer og højere kundetilfredshed. Det viser trafikselskabets seneste kundetilfredshedsmåling for 1. halvår 2025.

Det samme billede går igen for NT’s ekspresbusser, der – sammen med nye knudepunkter og fleksible transportløsninger – er et væsentligt element i den overordnede plan Fremtidens Kollektive Trafik, som indføres i perioden august 2024 til 2026.

Kunde- og driftsdirektør i NT, Ole Schleemann, peger selv på busserne som kvalitetsprodukter, der løfter den kollektive transport, og på, at man har sikret mere komfort i busserne:

”Det viser, at det kan betale sig at investere i kvalitetsprodukter i den kollektive trafik. Expresbusserne er kendt som tog på gummihjul, der flyder igennem landskabet med få stop. Samtidig har de nyere busser installeret aircondition, hvilket forbedrer indeklimaet markant både om sommeren, når der er rigtig varmt, men også om vinteren, når kulden trænger sig på.”

Set fra Dansk PersonTransport ser vi samme tendens. Busserne leverer, når rammerne er på plads. Derfor bør kommuner og regioner prioritere et enkelt og hyppigt hovednet, give busserne fremkommelighed og sikre kunderne komfort. Vi anbefaler investeringer i busbaner, signalprioritering og stærke knudepunkter – samt drift hele ugen. Lad resultaterne tale gennem data: passagertal og kundetilfredshed.

Det rammer direkte ind i den aktuelle debat om at lukke eller omlægge lokale jernbaner. NT’s erfaringer er interessante, fordi de viser, at et sammenhængende, højfrekvent busnet med stærke knudepunkter, god fremkommelighed og moderne komfort kan løfte både passagertal og kundetilfredshed. I nogle korridorer kan det give mere mobilitet for pengene end dagens løsninger – og det bør vurderes nøgternt og datadrevet.

Læs mere om NT’s undersøgelse her.

Foto: Nordjyllands Trafikselskab.