03.03.2023

Nej tak til Uber – ja tak til debat om bedre taxidækning i Danmark

Liberal Alliances transportordfører foreslår, at Uber får lov til at betjene landdistrikterne, men det er ikke en brugbar løsning, mener DPT.


De seneste dage har der i flere medier været debat om, hvorvidt det vil være godt, hvis Uber kommer tilbage til Danmark. Debatten udspringer af et forslag fra Liberal Alliances nye transportordfører, Jens Meilvang, der mener, at Uber vil kunne løse udfordringen med mangel på taxier i landdistrikterne.

I Dansk PersonTransport er vi glade for, at der er politisk fokus på taxidækningen i Danmark, men vi skal kraftigt advare mod at komme med snuptagsløsninger som at lempe på taxireglerne for at give plads til virksomheder som Uber på det danske marked.

– Helt overordnet skal vi advare imod forslag om snuptagsløsninger som en genintroduktion af Uber, der ikke vil gavne danskerne ude i landdistrikterne. Sidst Uber var i Danmark kørte de alene i Hovedstadsområdet, hvilket også er tilfældet i andre europæiske lande, hvor Uber også kun fungerer i storbyerne. Uber har til de danske medier oplyst, at de har kørt forsøg i to forstæder til henholdsvis München og Berlin, men disse forsøg er efter vores oplysninger skrinlagt igen, ligesom forstæderne næppe kan betegnes som et landdistrikt, siger Trine Wollenberg, Vicedirektør i DPT.

Og fortsætter,

– Jens Meilvang skal dog have ros for at sætte taxidækningen i Danmark på dagsordenen, men udfordringerne af en sådan karakter, kræver en reel og grundig politisk drøftelse.

Den nye SVM-regering har planlagt en evaluering af taxiloven, herunder at se på taxidækningen i landdistrikterne og her ser Dansk PersonTransport frem til dialog med alle folketingets partier.

I Dansk PersonTransport mener vi, at et sted man kunne kigge hen, er på de muligheder som blev skabt i den nye taxilov, hvor en kommune har mulighed for at lave et udbud af taxikørsel. Derudover kan man også se på udbuddene for den offentlige kørsel i kommunerne for på den måde at skabe et grundlag for at drive en taxiforretning i en kommune.