
Beslutningen udspringer af borgermøder, hvor unge i regionen pegede på natkørsel som deres største ønske til den kollektive transport. For at imødekomme ønsket indsætter Region Sjælland busser fra juni 2026 som led i et toårigt, samfinansieret forsøg med kommunerne langs banerne. Regionen forventer ca. 75.000 ekstra årlige passagerer på Østbanen og ca. 40.000 på Odsherredbanen. Der planlægges primært timesdrift i weekendnætterne.
Togdriften forventes at overtage på Østbanen i december 2027 og på Odsherredbanen i juni 2029.
Dansk PersonTransport (DPT) er glade for, at regionen og kommunerne indsætter busserne for at imødekomme ønsket med det samme. Det viser endnu engang, at busløsninger kan sættes i drift meget hurtigt, skaleres efter behov og levere tryg trafik dag og nat dér, hvor efterspørgslen er. Valget bekræfter bussernes rolle som den fleksible og samfundsbærende del af den kollektive trafik – en løsning, der kan leveres hurtigt og sikkert.
DPT håber, at regionen og kommunerne – inden skiftet i 2027 og 2029 fra bus til tog – vil beregne alle effekterne ved et sådan skifte, da en busløsning ofte giver en sammenlignelig service meget mere omkostningseffektivt.
Læs mere her.
Foto: Region Sjælland