
Foto: Midttrafik
I forbindelse med et nyt udbud skruer Midttrafik op for billetkontrollen i busser og på letbane, både når det gælder antallet af kontroller og kravene til serviceniveau og kvalitet. Initiativet sker netop på opfordring fra busselskaberne og ikke mindst chaufførerne, og derfor sætter Midttrafik nu ekstra kræfter ind.
Buschauffører møder passagererne i hverdagen og står ofte helt tæt på situationer, hvor der opstår uenigheder om billetter. Når passagerer rejser uden billet, undergraver det både økonomien og tilliden omkring den daglige bustur. Derfor er der stor opbakning fra både busselskaberne og Dansk PersonTransport til
Midttrafiks prioritering.
“En mere synlig og professionel kontrol kan tage noget af presset af chaufførerne og samtidig styrke trygheden for passagererne og fairness over for de kunder, der faktisk køber billet,” siger Lasse Repsholt, sektorchef for den kollektive bustrafik hos Dansk PersonTransport.
Øget kontrolindsats kan reducere andelen uden billet
Midttrafik gennemfører i øjeblikket et udbud af billetkontrollen, hvor der er skruet op for antallet af kontroller, blandt andet 23.800 kontroller årligt uden for Aarhus, og hvor der samtidig stilles større krav til fleksibilitet, service og kvalitet end i dag.
Erfaringerne fra FynBus viser, at en styrket billetkontrol kan rykke adfærd. I 2025 kontrollerede FynBus 801.057 passagerer og udstedte 16.407 kontrolafgifter, svarende til at 2 procent af de kontrollerede manglede billet. Året før blev der gennemført 323.465 kontroller, hvor 3 procent af de kontrollerede manglede gyldig billet.
Til sammenligning er Midttrafiks billetkontrol fortsat mere beskeden. Her er der planer om at gennemføre 102.550 kontroller fordelt på bybusserne i Aarhus, letbanen og de øvrige busser i Midttrafiks område, med mulighed for at øge antallet med yderligere 50 procent i løbet af aftaleperioden.
Kontrol er nødvendig – men kan også skabe tryghed
Hos Dansk PersonTransport er vurderingen, at det selvfølgelig er ærgerligt, at kontrol overhovedet er nødvendigt. Men behovet bliver næppe mindre i takt med, at billetterne digitaliseres, og det fysiske Rejsekort udfases i maj 2026.
Samtidig kan billetkontrollen, når den udføres med høj service og tydelig kommunikation, bidrage positivt ved at skabe mere tryghed for både chauffører og passagerer i den kollektive transport.
Du kan læse mere om udbuddet og de skærpede krav til kontrolindsatsen i udbudsmaterialet på udbud.dk.