Med indvielsen af Københavns Busterminal får både busoperatørerne og deres passagerer langt bedre forhold, da det samtidig bliver et farvel til Ingerslevsgade som fjernbus-stop i København, hvor forholdene har været utilfredsstillende for buspassagerer såvel som københavnere, der blot skal passere stedet på cykel.
Movia står for driften og vedligeholdelsen, trafikstyringen af fjernbussernes ankomster og afgange, trafikinformation og opkrævninger af afgifter for at benytte terminalen.
Københavns Busterminal ligger attraktivt og centralt i Carsten Niebuhrs Gade og er nærmest kilet ind mellem den nye IKEA København og baneterrænet ved Dybbølsbro. Her får den en attraktiv placering med gode forbindelser. Når metroen åbner den næste del af M4-linjen på et tidspunkt i 2024 mellem Københavns Hovedbanegård og Ny Ellebjerg Station (fra december ”København Syd Station”), så bliver der kun 500 meter til metrostationen Havneholmen. Der er endnu kortere til 6 ud af 7 S-togslinjer fra Dybbølsbro Station og de højfrekvente buslinjer 11 og 7A. Derudover er det et område med en del hoteller og gode indkøbsmuligheder i Fisketorvet.
En nyanlagt trappe og en elevator kommer til at skabe den naturlige forbindelse til resten af København, når buspassagererne skal finde ned til de 15 perroner i terminalen, hvoraf de tre er indrettet til 18-meters-busser. Terminalen vil være åben fra klokken 05 til midnat alle ugens dage og er ubemandet foruden personalet i kiosken. Resten styres nemlig digitalt fra Movias trafikcenter i hovedkvarteret på Toftegårds Plads i Valby.
Terminalen kommer til at skulle håndtere ca. 195 busser på et hverdagsdøgn og forventningen er, at ca. 1,4 millioner årlige passagerer vil få en smartere og mere sikker rejse gennem Københavns Busterminal.
”Dansk PersonTransport og Movia har i en længere periode været – og er stadig – i dialog om såvel den fysiske indretning af Busterminalen som det IT-system, der skal understøtte driften. Hvis man som operatør vil gøre brug af Busterminalen, skal man indgå en aftale med Movia om dette. Denne aftale omfatter vilkårene for brug af Busterminalen som f.eks. bestilling af kapacitet, IT-kommunikation til drift og passagerinformation samt betalingsmodel og priser.”
Terminalen får desuden sin egen hjemmeside, busterminal.dk, der skal indeholde praktiske informationer og afgangstider.
Hos Dansk PersonTransport holder vi jer løbende opdaterede om Københavns nye busterminal.