Coronavirus

|20.04.2020

Hjælpepakkerne bliver forlænget og fornyet

Regeringen og Folketingets partier indgik i weekenden en aftale, der forlænger og fornyer hjælpepakkerne. ”Dejligt, der bliver lyttet,” siger adm. direktør Michael Nielsen


Regeringen og Folketingets partier har her til eftermiddag indgået en aftale, der forlænger og fornyer hjælpepakkerne.
Ændringerne indeholder blandt andet:

  • Kompensationsordningen for faste udgifter og kompensationsordningen for selvstændige udvides til den 8. juli.
  • I ordningen for kompensation for faste omkostninger udvides herudover adgangen til kompensation, så virksomheder som minimum skal have en omsætningsnedgang på 35-60 pct. for at få kompenseret 25 pct. af deres faste omkostninger frem for tidligere 40-60 pct. De øvrige trin og tilhørende kompensationsgrader ændres ikke. Desuden sænkes minimumsgrænsen for faste omkostninger fra 25.000 kr. til 12.500 kr., så virksomheder som minimum skal have faste omkostninger svarende til 12.500 kr. i en tre måneders periode for at kunne få kompensation
  • For kompensationsordningen for selvstændige øges kompensationsgraden fra 75 pct. til 90 pct. (dog max. kr. 23.000 pr. måned), og grænsen for det maksimale antal fuldtidsansatte i virksomheder omfattet af ordningen hæves fra maksimalt 10 til maksimalt 25.
  • Udbetaling af indbetalt moms som et rentefrit lån til små og mellemstore virksomheder samt af indbetalt lønsumsafgift til visse erhverv.
  • Udskydelse af betalingsfristen for lønsumsafgiften for 2. og 3. kvartal.
  • Eksport- og investeringspakke til styrkelse af danske eksportvirksomheder og fastholdelse af danske arbejdspladser.
  • En forlængelse af suspendering af anciennitetstælling i dagpengesystemet, den midlertidig forlængelse af retten til sygedagpenge samt suspendering af G-dage til og med d. 30. juni.

”Det er dejligt at se, at regeringen og Folketinget har lyttet. Flere af de nye tilpasninger i hjælpepakken havde vi med i vores genopretningsplan. Det er helt nødvendigt med disse tilpasninger for at holde hånden under de danske virksomheder – og den danske økonomi i det hele taget. Nu er det vigtigt, at pengene kommer ud og hjælpe hurtigst muligt, da mange er hårdt pressede allerede nu,” siger Michael Nielsen adm. direktør for Dansk PersonTransport.

Pil til links For at læse mere, klik her

Pil til links Husk, at vi i Dansk PersonTransport står til rådighed for dig og din virksomhed. Hvis du har spørgsmål til dette eller andet, kan du ringe på  70 22 70 99 eller skrive til info@dpt-dk.org, så vender vi tilbage til dig hurtigst muligt.