02.12.2025

Hastighedsattesterne er væk – enklere regler for busser fra 1. december

Fra 1. december 2025 er kravet om kontrolattest for hastighedsbegrænsere i busser afskaffet. Sikkerheden er uændret, men ændringen betyder mindre papirarbejde for vognmændene.


I oktober fortalte vi, at Færdselsstyrelsen havde sendt en regelforenkling i høring, som skulle ophæve den gamle bekendtgørelse om installation og plombering af hastighedsbegrænsere i busser. Med forenklingen var målet at fjerne både kravet om en særskilt kontrolattest og den særlige autorisationsordning for værksteder. En ændring Dansk PersonTransport har arbejdet længe for.

Nu er reglerne vedtaget og trådt i kraft. Fra 1. december 2025 skal der ikke længere udstedes og medbringes en kontrolattest ved syn og kontrol, og kravet om særskilt autorisation til værksteder, der arbejder med hastighedsbegrænsere, bortfalder. Fremover kan autoriserede takografværksteder også håndtere hastighedsbegrænseren, og kontrollen tager udgangspunkt i installationsmærket på køretøjet.

For busvognmænd betyder det mindre administration og færre særregler i hverdagen – uden at der bliver slækket på sikkerheden. Kravet om hastighedsbegrænser består uændret. Det er selve attesterne og det ekstra bureaukrati, der forsvinder.