26.08.2026

Gratis transport til unge skal styrke hverdagsmobiliteten

Dansk PersonTransport bakker klart op om regeringens ambition om billigere og gerne gratis kollektiv transport til unge. Men pengene bør først og fremmest bruges på den lokale og regionale transport, som får unges hverdag til at hænge sammen. En landsdækkende gratisordning risikerer samtidig at presse fjernbusser og organiserede grupperejser.


Regeringen vil afsætte en ramme på 2 mia. kr. til billigere priser i den kollektive trafik med henblik på gratis offentlig transport for unge under 22 år.

Det er en ambition, som Dansk PersonTransport bakker klart op om. Billigere kollektiv transport kan give unge bedre adgang til uddannelse, fritidsjob, fritidsaktiviteter og fællesskaber i hele landet.

DPT har derfor udarbejdet et konkret forslag til, hvordan ordningen kan indrettes.

“Det er en rigtig god ambition at gøre den kollektive transport billigere og mere attraktiv for unge. To mia. kr. kan gøre en reel forskel. Men det afgørende er, at vi bruger pengene dér, hvor de gør mest for unges mobilitet i hverdagen, og samtidig styrker den kollektive transport som helhed,” siger Michael Nielsen, administrerende direktør i Dansk PersonTransport.

Gratis i hverdagen og rabat på de lange rejser

DPT foreslår, at unge under 22 år får gratis lokal og regional kollektiv transport inden for eget trafikselskabsområde eller en tilsvarende lokal og regional geografi.

På længere rejser på tværs af landet bør unge i stedet få en enkel og attraktiv ungdomsrabat, eksempelvis 25 procent.

Det vil fortsat gøre de lange rejser markant billigere for unge, men uden samtidig at gøre offentligt finansieret transport gratis i konkurrence med fjernbusser og organiserede grupperejser med turistbus.

Hvis ordningen i stedet bliver et landsdækkende gratis rejsekort til alle rejser, risikerer man ifølge DPT både at sprede de 2 mia. kr. over flere typer rejser og at presse kommercielle transporttilbud, som allerede er en del af det kollektive transportsystem.

“Vi siger meget klart ja til billigere og gerne gratis kollektiv transport for unge. Men fjernbusser og organiserede busrejser er også en del af den kollektive transport. Hvis den ene transportform bliver gratis, mens den anden fortsat skal leve af billetindtægter, ændrer det konkurrencevilkårene. Det skal tænkes med, når ordningen bliver skruet sammen,” siger Michael Nielsen.

Busmarkedet hænger sammen

DPT peger samtidig på, at private busvirksomheder typisk løser mange forskellige typer kørsel. De samme virksomheder, busser og chauffører bruges blandt andet til grupperejser, skolekørsel, turistkørsel og andre transportopgaver.

Derfor handler diskussionen ikke alene om den enkelte fjernbusrute eller grupperejse. Over tid kan udviklingen på de enkelte markeder også få betydning for den samlede danske buskapacitet, som der er brug for til mange forskellige opgaver.

Det perspektiv mener DPT også bør indgå, når de 2 mia. kr. skal omsættes til en konkret model.

DPT foreslår en samlet model

Ud over gratis lokal og regional transport og rabat på de længere rejser foreslår DPT at forenkle Ungdomskortet, så uddannelsessøgende unge møder færre kategorier og mere ensartede regler.

Ordningen bør samtidig kunne bruges gennem en enkel digital billetløsning. Og billigere transport skal tænkes sammen med udbuddet.

Hvis flere unge vælger kollektiv transport, er det vigtigt, at der også er afgange, forbindelser og kapacitet, der matcher behovet.