
Foto: Fynbus
I Odense lanceres den nye A-busrute 12A fra august som et forsøg over ét år og fire måneder. Ruten skal forbinde flere centrale dele af byen og skabe lettere adgang til blandt andet Skt. Knuds Gymnasium, Den Fynske Landsby, Odense Banegård Center, Hjallese Station og videre forbindelser med letbane og tog.
Samtidig fordobler FynBus antallet af natbusafgange på Fyn. De ekstra afgange begynder at køre natten mellem fredag den 29. og lørdag den 30. maj og skal gøre det lettere at komme hjem sent om aftenen og natten – særligt i weekenderne.
Det betyder flere natbusser mellem Odense, Svendborg og Nyborg samt en helt ny natbusforbindelse mellem Rudkøbing og Svendborg, hvor den kollektive transport i dag stopper før midnat. Ifølge FynBus er tiderne koordineret med tog fra både København og Jylland.
Hos Dansk PersonTransport ser vi positivt på initiativer, der gør den kollektive transport mere brugbar i hverdagen – også uden for de største byer og uden for de klassiske pendlertider. Et attraktivt kollektivt transporttilbud kræver nemlig sammenhæng mellem busser, tog og lokale forbindelser, så mennesker kan komme rundt mellem arbejde, uddannelse, fritidsliv og hjem – også senere på dagen og på tværs af byer.