løn- og arbejdsvilkår

|14.07.2020

Fynbus skærper kontrol med løn- og arbejdsvilkår

Efter en opfordring fra Odense Kommune har Fynbus’ bestyrelse vedtaget at skrue op for kontrollen af medarbejdernes løn- og arbejdsforhold. Det kommer blandt andet til at foregå ved spørgsmål, når vognen er til kontrol, og ved at udelukke virksomheder, som tidligere har dårlige sager bag sig.


Efter en sag, hvor en række chauffører ikke havde fået indbetalt den pension eller ferie, der stod på deres lønseddel, opfordrede Odense Kommune Fynbus at skærpe kontrollen. De pågældende chauffører arbejdede for en mindre virksomhed, som på papiret var organiseret, så derfor blev sagen ikke fanget i den i deres daværende kontrolfunktion.

Fynbus-direktør Carsten Hyldborg

Spørgsmål ved vognkontrollen
”Vi vil rigtig gerne vide, hvad chaufførerne mener, og derfor indfører vi nu den praksis, at vi spørger chaufføren, når vognen er inde til vognkontrol. Hvis han eller hun fortæller, at der er noget, vi skal kigge ind i, så gør vi det, naturligvis anonymt,” siger direktøren for Fynbus Carsten Hyldborg til Fyens Stifttidende. Målet er, at mindst fem chauffører skal udtages til kontrol inden for de næste seks måneder.

Byrådsmedlem i Odense Kommune opfordrer chaufførerne til at tage imod tilbuddet i Fyens Stifttidende: ”Vi vil have gjort det endnu vanskeligere for de plattenslagere, vi ikke er sluppet af med. Det kan være svært for chauffører at være kritiske over for den løn, de får, men nu gør vi det nemmere for dem”.

Udelukkelse af virksomheder
Et andet tiltag for at dæmme op for snyd er at udelukke virksomheder fra at byde, der tidligere har dårlige sager bag sig. Hvis en vognmand tidligere har fået en dom Arbejdsretten, forhindres vedkommende i at byde på opgaver. De seks udelukkelsesgrunde i udbudslovens § 137 vil ligge til grund for udelukkelse.
Disse tiltag følges op med skærpede krav til dokumentation for børneattest, elektronisk sporbar oversigt over chaufførens arbejdstid, og at fremtidige kontrakter vil stille flere krav til indholdet af timesedler og lønsedler, og at alle enkeltposter er udspecificeret.

Læs mere i Fyens Stifttidendes artikel