I branchen er der meget tale om de ambitioner, SVM-regeringen har luftet for den kollektive trafik. ”Busbetjeningen skal styrkes” lyder det i regeringsgrundlaget og transportminister Thomas Danielsen (V) har efterfølgende signaleret, at ”posen skal rystes”.
Foreningen Kollektiv Trafik Forum, hvor sektorchef i Dansk PersonTransport, Lasse Repsholt, er formand, tager ministeren på ordet og inviterer til et inspirationsmøde fredag den 28. april 2023 kl. 13.00 til 16.00.
Her vil DPT’s medlemsvirksomhed Moove Group komme med et bud på vegne af sig selv og branchen på, hvordan man kan nytænke fremtidens kollektive transport.
Moove Group kører til daglig under navnene Dantaxi og HB-Care både taxikørsel, specialkørsel for kommuner samt flextrafik for trafikselskaberne, og de har flere bud på, hvordan man kan styrke danskernes mobilitet i både byerne og i landdistrikterne.
Vibeke Wolfsberg, Chief Commercial Officer i Moove Group er glad for muligheden for at diskutere fremtidens kollektive trafik.
– ”Den kollektive trafik er en hjørnesten i vores samfund. Hos Moove Group opfatter vi os selv som en vigtig del det forsyningssystem, og vi tilbyder danskerne muligheden for mobilitet, uden at det foregår i egen bil. Den offentlige kørsel står med store udfordringer med faldende passagertal og stigende omkostninger, og taxierne i landdistrikterne er udfordret af, at kørselsgrundlaget forsvinder. Vores tilgang til fremtidens kollektive trafik er at være en positiv medspiller og komme med konkrete forslag til, hvordan vi kan styrke tilgængeligheden af taxier i landdistrikter, og bud på hvad der skal til for, at vi kan bidrage endnu mere til at styrke danskernes muligheder for mobilitet.”
De øvrige oplægsholdere på inspirationsmødet er Region Hovedstaden, Nordjyllands Trafikselskab og KINTO Danmark (Toyotas koncept for delemobilitet).
Du kan deltage i arrangementet både ved fysisk fremmøde og som webinar. Du kan tilmelde dig her – https://toef.nemtilmeld.dk/143/
Ideerne fra de fire oplægsholdere vil blive vurderet af et panel bestående af Passagerpulsen, DI Transport og Dansk ByplanLaboratorium.