16.10.2026

Forsvaret vil støtte offentlige busruter til garnisoner

Bedre busforbindelser skal gøre det lettere at tiltrække og fastholde medarbejdere ved Forsvarets garnisoner i yderområderne. Ruterne skal også være åbne for andre borgere.


Forsvarsminister Jeppe Bruus har sendt et aktstykke til Folketingets Finansudvalg, hvor han søger om hjemmel til at støtte etablering og drift af op til fire offentlige busruter til Forsvarets garnisoner.

Initiativet ventes at koste samlet 17 mio. kr. i perioden 2026–2029, som finansieres inden for Forsvarsministeriets eksisterende økonomiske rammer. Finansudvalget skal dog godkende aktstykket, før Forsvaret får den nødvendige hjemmel til at yde støtten.

Baggrunden er, at den nuværende kollektive transport til nogle af Forsvarets garnisoner i yderområderne ikke er tilstrækkelig. Bedre busforbindelser skal gøre det mere attraktivt at søge fastansættelse og mindske medarbejdernes behov for egen bil.

Samtidig skal ruterne være åbne for alle. Dermed kan Forsvarets behov for bedre forbindelser også give andre borgere i lokalområdet bedre transportmuligheder.

Dansk PersonTransport hilser initiativet velkommen. Det viser tydeligt, hvordan kollektiv transport understøtter arbejdspladser ved at gøre det lettere at rekruttere og fastholde medarbejdere.

Vi kan kun opfordre andre offentlige og private arbejdspladser til at følge Forsvarets gode eksempel.