Turistkørsel

|01.03.2019

Forslag til folketingsbeslutning om stop for social dumping i busbranchen

S, DF, EL, Å og SF har netop fremsat et forslag, der skal forsøge at komme den unfair konkurrence med udenlandske busser til livs. Dansk PersonTransport glæder sig over forslaget og holder et vågent øje med de behandlinger, som forslaget skal igennem.


Rasmus Prehn (S), Claus Kvist Hansen (DF), Henning Hyllested (EL), Roger Courage Matthisen (Å) og Karsten Hønge (SF) har i dag fremsat et forslag til folketingsbeslutning om stop for social dumping i busbranchen.

I forslaget pålægges regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger med henblik på at sikre lovgivning og initiativer, der kan bekæmpe social dumping i busbranchen, og dermed sikre en fair konkurrence på det danske busmarked.

Forslaget pålægger også Folketingets partier at undersøge, om der kan stilles krav til, at udenlandske chauffører skal underlægges danske løn- og arbejdsvilkår eller om der skal indføres cabotagerestriktioner for udenlandske busselskaber, der vil operere i Danmark. Ligeledes skal det undersøges, hvilke tiltag andre EU-lande har taget for at bekæmpe social dumping og unfair konkurrence i busbranchen.

Dansk PersonTransport holder et vågent øje med forslaget
Dansk PersonTransports administrerende direktør Michael Nielsen udtaler: ”Vi er naturligvis meget tilfredse med, at der nu er fremsat et forslag, som sørger for, at der kommer yderligere fokus på busbranchens store udfordringer med social dumping og unfair konkurrence. De danske busvirksomheder, særligt de som kører i Storkøbenhavn og Nordsjælland, er under et voldsomt pres fra de udenlandske busser, der sidder tungt på især sightseeing og incomingkørslen. Det er vores vurdering, at der for hver dansk turistbuschauffør var fem udenlandske chauffører i Storkøbenhavn i løbet af sommeren 2018. Ligeledes har de udenlandske busser haft omkring 75 pct. af kørslen med turister i vintersæsonen. Derfor skal der handles nu, hvis vi vil bevare danske virksomheder og dermed danske arbejdspladser.”

Dansk PersonTransport fortsætter med at presse på alle steder, hvor det er muligt for at sætte en stopper for de udenlandske bussers unfair praksis. Foreningen følger derfor også dette interessante forslag og de behandlinger, som forslaget skal igennem i Folketinget. Derudover vil foreningen gøre alt hvad, der er i dens magt for at speede processen op og sikre en vedtagelse af forslaget.