For 30 år siden blev flextrafikken lanceret i forbindelse med ændring i reglerne om individuel handicapbefordring.
Efter velkomst ved Flexdanmarks formand Dorthe Nøhr Pedersen og Flexdanmarks direktør Per Bo Christensen, åbnede transportminister Thomas Danielsen konferencen med en videohilsen, hvor han fremhævede flextrafikkens betydning for rigtig mange mennesker.
”I hjælper danskere som i mange tilfælde har svært ved at komme rundt eller dem, der bor et sted, hvor den klassiske kollektive transport har svært ved at nå” sagde transportministeren i sin hilsen til konferencens deltagere.
Netop de mange svage borgere i flextrafikken og chaufførens opgave i forhold til transporten, fik Dansk PersonTransports vicedirektør Trine Wollenberg til i sit indlæg at understrege, hvor vigtigt det er at have fokus på ordnede forhold for chaufføren. Det gælder både i forhold til løn- og ansættelsesvilkår, men også i forhold til selve arbejdsdagen. Det er et fælles ansvar, der ligger både hos vognmanden og trafikselskaberne, der udbyder og planlægger kørslen, sluttede Trine Wollenberg.
Konferencen og dagen blev rundet af med middag og show med Jan Hellesøe.