09.07.2025

Flere trafikforskere bekræfter: Store gevinster ved omlægning fra tog til bus på lavt benyttede stationer

En ny artikel i Jyllands-Posten sætter fokus på de høje udgifter ved at opretholde togdrift på visse lokalbaner – og bekræfter dermed de pointer, som Dansk PersonTransport (DPT) har fremlagt i sin analyse.


Det koster op mod 500 kroner pr. passager at drive Lemvigbanen – en privatbane med meget lav passagerbelægning. Det illustrerer den store samfundsøkonomiske skævhed, der kan opstå, når meget få passagerer serviceres med dyre togdriftsløsninger. Artiklen fremhæver desuden, at man på Thybanen kan opnå lavere omkostninger og kortere rejsetid, hvis man omlægger til busdrift med højere frekvens, end der for nuværende tilbydes af tog.

Selvom DPT’s analyse ikke omfatter privatbaner som Lemvigbanen, fordi fokus udelukkende har været at analysere, hvad ekspertgruppen for fremtidens kollektive mobilitet ikke har afdækket – nemlig en optimering af det statslige jernbanenet – underbygges DPT’s konklusioner af trafikforskere Otto Anker Nielsen, Mogens Fosgerau og Harry Lahrmann, der afdækker præcis det hul, som DPT har forsøgt at lukke: Mange togstop med meget få daglige passagerer forsinker langt flere – er for dyrt – og der findes bedre alternativer.

DPT har udpeget 58 togstop på 16 statslige strækninger, hvor der i gennemsnit kun er 2–106 daglige påstigninger. Ved at nedlægge disse stop og erstatte dem med regional busdrift eller bus-på-bestilling (med samme princip som minimumsbetjening med bus af alle skånske landsbyer), kan man reducere rejsetiden med op til 44 pct – og samtidig får danskerne mere mobilitet for færre penge i de små lokalsamfund – som det f.eks. er tilfældet mellem Herning og Skjern.

Læs artiklen i Jyllands-Posten her