Turistkørsel

|14.07.2020

Fire private busselskaber fusionerer

Fire private busselskaber planlægger at fusionere under navnet Vikingbus. Selskabet vil køre med ca. 450 busser, der udfører alle former for bustransport i Danmark og i udlandet. Polaris vil indtræde i ejerkredsen ved fusionen.


De fire virksomheder – Egon’s A/S, Larsenbus ApS , Papuga A/S og Papuga Bus A/S – fusionerer under navnet Vikingbus. Vikingbus vil betjene en bred vifte af kunder i Danmark og Europa inkl. rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt offentlige kunder, der serviceres inden for skolekørsel, handicap- og sygetransporter samt rute- og bybuskørsel. Vikingbus vil operere inden for mini-, rute- og turistbuskørsel, skriver de i dag i en pressemeddelelse.

”Samlet bliver vi en endnu bedre og stærkere partner for både større og mindre kunder. Vi styrker vores solide, lokale forankring og tilbyder kunderne den største og mest fleksible busflåde i branchen. Med vores samlede kompetencer og varierede busflåde vil vi blive endnu mere konkurrencedygtige, og vi vil bedre kunne udvikle flere nye tilbud og digitale services til kunderne,” siger Mogens Pedersen, der vil blive adm. direktør for det fusionerede selskab i pressemeddelelsen.

Stordriftsfordele
En af styrkerne ved fusionen ifølge pressemeddelelsen er bl.a. stordriftsfordele ved indkøb af busser, brændstof, reservedele mv. samt fælles IT- og økonomisystemer, markedsføring og udvikling. Fusionen vil betyde, at to afdelinger i Storkøbenhavn vil kunne samles i Hvidovre, ligesom afdelinger i Brørup og Vejle vil blive samlet i Vejle. Fusionen håbes også at ville sikre mere omkostningseffektiv og miljøvenlig kørsel, fordi Vikingbus med busflåden og geografiske dækning kan optimere ruteplanlægningen, så kørsel med tomme busser begrænses.

Vikingbus vil blive landsdækkende med afdelinger i København, Køge, Slagelse, Svebølle, Vordingborg, Vejle, Kolding, Skjern og Aarhus, hvor et nyt anlæg bliver opført. Yderligere afdelinger forventes etableret for at styrke den lokale forankring.

De fire selskaber beskæftiger i dag samlet ca. 775 medarbejdere.

De fire nuværende ejerledere vil eje 40 pct. af Vikingbus efter fusionen, mens kapitalfonden Polaris vil eje 60 pct. De fire ejerledere vil også fremover udgøre den daglige ledelse i den fusionerede virksomhed:

De fire ejerledere af Vikingbus

  • Mogens Pedersen, direktør for Egon’s A/S, vil blive adm. direktør for Vikingbus.
  • Lars Larsen, direktør for Larsenbus ApS, vil blive ansvarlig for busaktiviteter i Østdanmark.
  • Peter Papuga, direktør for Papuga Bus A/S, vil blive ansvarlig for busaktiviteter i Vestdanmark.
  • Carsten Papuga, direktør for Papuga A/S, vil blive ansvarlig for indkøb og udbud.Fusionen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Læs pressemeddelelsen her