Festivalsæsonen er over os – hvem må køre?
Festivalsæsonen er skudt i gang, og det skaber et stort behov for taxier. Som vognmand eller chauffør skal du dog være opmærksom på, hvor du må køre. Hvis du kører på en gammel tilladelse er dit køreområde nemlig begrænset.
28 juni 2019

En række festivaler afholdes over de næste par uger. Tinderbox i Odense er godt i gang, og på lørdag åbner Roskilde Festivalen. Fælles for alle festivaler, der bliver afholdt hen over sommeren er, at en stor mængde mennesker samles på et sted, og der er et stort transportbehov, herunder et behov for en taxi. Det er dog vigtigt at huske på, at ikke alle taxierne må optage kunder i de byer, hvor festivalerne bliver afholdt.

Med den nye taxilov er den geografiske afgrænsning af taxiernes kørselsområde ophævet. Vel og mærke for nye tilladelser og for de taxitilladelser, der er ombyttet til nye tilladelser. Hvis man er chauffør eller vognmand og kører på en gammel tilladelse, der stadig har den grønne tilladelsesplade, må man alene søge hyre inden for den kommune, hvor tilladelsen er udstedt, og man må alene benytte taxiholdepladser i egen kommune. Kører man f.eks. på en tilladelse udstedt af Taxinævnet i Region Hovedstaden, er det ikke tilladt at søge hyre i Roskilde og dermed ved Roskilde Festivalen.

Politiet er opmærksom på, at der gælder forskellige regler og hvilke taxier, der må køre hvor. Overholdes reglerne ikke og bliver man stoppet af politiet, kan der vanke store bøder i kraft af, at bødeniveauet i taxiloven er blevet væsentlig forhøjet. Kørsel uden for eget geografisk område, kan straffes med en bøde op til kr. 15.000.