Turistkørsel

|20.02.2019

Ferie For Alle 2019

Skandinaviens største rejsemesse, Ferie For Alle, skydes i gang 22. februar 2019. Messen bliver i denne ombæring afholdt uden Dansk PersonTransports tilstedeværelse.


I weekenden fra 22.-24. februar 2019 afholdes rejsemessen Ferie For Alle 2019 i MCH Messecenter i Herning. Messen, der afholdes årligt, har for vane at levere imponerende besøgstal og havde sidste år næsten 60.000 besøgende.

Formålet med messen er for besøgende at søge inspiration til deres kommende rejser. Dette gør destinationen til et optimalt udstillingsvindue for busrejsebureauer, der ønsker at vise deres sortiment frem og opnå øget kendskab og/eller mersalg. Ligeledes kan der hentes en masse inspiration for de turistbusselskaber, der ønsker at prøve kræfter med at arrangere rejser og endagsture.

Dansk PersonTransport deltager ikke selv i årets messe, men opfordrer medlemmer af foreningen til at tage et kig forbi Bakken A/S’ stand (C2770), hvor der vil blive serveret et lille glas og en frisklavet bøfsandwich fredag d. 22 februar 2019 mellem kl. 12:00 og 13:00.

Alle, som kigger forbi standen, får desuden en goodie-bag med inspiration til sommer- og julesæsonen samt lidt godt fra Korsbæk og Bakken.

Åbningstider for messen:

  • Fredag 10-18
  • Lørdag 10-18
  • Søndag 10-17

Læs mere på ferieforalle.dk.